Fortællinger om fregatten
Fregatten Jylland er fyldt med fortællinger – og vores guider står klar til at give dig nøglen til skibets dramatiske historie, tekniske finurligheder og menneskelige skæbner. Hver dag kan du opleve korte introduktioner:
Krigsskibet – om skibets konstruktion og rolle i flåden
Få overblikket over fregattens rolle i den danske flåde, i både krig og fred. Hør hvorfor fregatter som Jylland blev valgt frem for de større linjeskibe, og hvorfor dampmaskinen var et teknologisk gennembrud.
Varighed: ca. 20 min.
Fregatten i kamp – fortællinger fra slaget ved Helgoland
Få en introduktion til skibets historiske baggrund og det dramatiske slag ved Helgoland – og hør om det barske liv for de mænd, der levede og kæmpede ombord.
Varighed: ca. 15 min.
Skibsdrengens liv ombord – introduktion for hele familien
Hvordan føltes det at være 12 år og sendt til søs? Denne introduktion i børnehøjde åbner for livet som ung skibsdreng i 1800-tallets maritime verden – fyldt med eventyr, udfordringer og nye indtryk.
Varighed: ca. 20 min.
Historisk introduktion
Hver dag byder vi på historiske introduktioner ved skibets agterende, hvor vores guider fortæller om søsætningen i 1860, skibets rolle som kongeskib og det hårde liv som sømand. Du får både de store linjer – som slaget ved Helgoland – og de små finurlige historier om skibshunde og kongelige malkekøer.
Varighed: ca. 20 min.
Fregatten Jyllands audioguides
Nu kan gæsterne på Fregatten Jylland opleve vores audioguides ”Fregatten Fortæller” og “Rejsen”.
Du kan læse mere om fregatten Jyllands audioguides her:
Temaudstillinger
Du kan altid opleve spændende særudstillinger i museumshallen og på fregatten.
Udstillingerne skifter løbende og giver nye indblik i søfartens fascinerende verden og slaget ved 1864.
Læs mere om vores aktuelle udstillinger.
Gå ombord på Fregatten Jylland
Fregatten Jylland er et historisk orlogsfartøj fra 1860 – bygget til krig, brugt som kongeskib og bevaret som museum. I dag ligger det ved kaj i Ebeltoft, hvor du kan bevæge dig gennem skibets mange dæk og opleve sømandsliv, håndværk og maritim teknologi fra en afgørende periode i Danmarks historie – De Slesvigske Krige.
Træd ombord på verdens længste træskib og få historiens vingesus helt tæt på.
Hvert dæk fortæller sin del af historien: Gå gennem kongesalonen som på togtet til Island i 1874, stå ved det dobbelte rat på vejrdækket som i 1864, og mærk det hårde liv under dæk på banjerdækket i 1880. Tag turen ned under vandlinjen og se det imponerende jernskelet fra 1858 og kobberforhudningen i tørdokken.
Entrébilletten giver adgang til hele området. Gå på opdagelse på pladsen omkring skibet, kig ind i værftshallen, hvor håndværkerne arbejder, og nyd udsigten fra bastionen over Ebeltoft Vig. Rundt omkring er der borde og bænke, hvis du trænger til en pause.
Hvem har snuppet Karls lommekniv?
Skibsdrengen Karl har fået en fin lommekniv – men nu er den væk! Han gemte den i sin skibskiste, og alligevel er den sporløst forsvundet. Kan det være topgasten Niels? Eller den mystiske skibslæge Melchior? Måske prinsesse Thyra har set noget?
Gå på sporjagt rundt på skibet og hjælp Karl med at opklare mysteriet. Undervejs møder I skøre, snakkesalige og måske lidt luskede typer, der alle har været en del af livet ombord. Aktiviteten giver børn et sjovt indblik i fregattens besætning – og hvem ved, måske gemmer en af dem på en hemmelighed?
Sådan gør I: Hent et sporjagtskort i museumsbutikken, og følg ledetrådene rundt på skibet – måske venter der en lille belønning i ”guld” til sidst!
Når I har løst mysteriet, kan I tage en tur på den maritime legeplads og teste jeres sømandsevner i tovtræk, balance og ringkast.
Det levende håndværk
Kom helt tæt på det levende håndværk og følg med i håndværkernes arbejde på fregatten Jylland.
Skibssiden skal kalfatres, vejrdækkets egetræsplanker skal skiftes ud med fyrretræ, og kanonerne skal have nye rapperter. Vores skibstømrere, smed, rigger, malere og arbejdsmænd arbejder konstant på at vedligeholde og restaurere skibet.
Kig ind i værftshallen i hverdagene og spørg endelig vores håndværkere, hvis du har spørgsmål til deres arbejde.
Robarkasse No. 1
Mærk vinden i sejlene, når du stævner ud i Fregatten Jyllands største jolle, Robarkasse No. 1, der tidligere blev brugt til fragt mandskab, kul og proviant.
Tidspunkt: Hverdage i perioden 30. juni – 8. august
Afgange: Kl. 12.30 og 13.45
Varighed: Ca. 1 time
Pladser: 12 gæster pr. afgang
OBS: Sejladsen er afhængig af vejrforholdene og kan blive aflyst ved dårligt vejr. Der sejles kun, hvis mindst 4 gæster er tilmeldt. Refundering eller ombooking sker i billetsalget.
Sådan bestiller du en sejladsbillet
Du tilkøber din sejladsbillet, når du køber billet online.
Vi anbefaler, at du bestiller på forhånd, da der kan være udsolgt på dagen.
Men det er også muligt at købe din sejladsbillet i museumsbutikken, hvis der er flere ledige pladser.
(Der er plads til 12 personer på hver sejlads efter først til mølle princippet)
FAKTA – ROBARKASSE
- Længde – 34 fod (ca. 10 meter)
- Bredde – 10’6 (ca. 3.5 meter)
- Besætning til roning – 14
- Sejl – Gaffelsejl
- Vægt af fartøj – 7939 pd (ca. 3601 kg)
- Byggeår – 1994 (efter original robarkasse fra 1860)
- Erklæret bevaringsværdig.
Dampbarkasse No. 30
Det mindre dampdrevne fartøj Barkasse nr. 30 blev bygget i 1877 af John Samuel White på Isle of Wright i England. Fartøjet var en del af en bestilling fra det danske Marineministerium på fire dampbarkasser. Fregatten Jylland bragte barkassen hjem til Holmen og havde også glæden af Barkasse nr. 30 som hjælpefartøj på mange togter i tiden der fulgte.
Prøv livet som matros
Gå i de unge matrosers fodspor og prøv kræfter med deres dagligdag ombord på skibet. Hvem ved? Måske har du det der skal til for at blive matros på fregatten Jylland? I 1800-tallet startede sømandslivet for mange allerede som 12-14-årig.
I jagten på en levevej eller et eventyr stod unge drenge til søs som skibsdrenge eller kadetlærlinge.
På fregatten Jylland blev de uddannet til et liv på havet som matros eller officer.
De fik en uddannelse, tre måltider mad om dagen og deres egen køje at sove i, men måtte knokle i mange timer, dag og nat. I al slags vejr stod den på hårdt og ofte farligt arbejde ombord.
Se om du kan gøre dem kunsten efter ved at prøve livet som matros. Der er forskellige poster fordelt rundt på skibet og på Fregat-pladsen – prøv alt fra at ligge i en hængekøje til at lægge kræfterne i og skubbe det store ankerspil rundt.
Kom højt til vejrs
Prøv en klatretur i riggen. 22 meter over dækket og oplev en fantastisk udsigt over Ebeltoft og Mols Bjerge.
Iført klatresele og hjelm klatrer du selv op i tovværket, helt op til stormastens store mærseplade. Vores dygtige klatreinstruktører sørger for at alle kommer sikkert op og ned, og fortæller om arbejdet som topgast.
Klatreperiode : 1. juli – 26. juli (PÅ HVERDAGE)
Du skal være mindst 10 år for at klatre i masten.
Klatring varer omkring en time og koster 100kr.
Klatring kan tilkøbes når du køber din billet online. Da der ofte er udsolgt, anbefaler vi at du bestiller din klatrebillet online.
Bliv blæst igennem på fregatten
Entrébilletten giver adgang til hele Fregatten Jyllands område.
Gå helt ud til kanonerne på bastionen, hvor der er en fantastisk udsigt til skibet og Ebeltoft Vig. Ved den lille bådebro foran fregattens stævn ligger Robarkasse No. 1 og Dampbarkassen fortøjret om sommeren.
Gå på opdagelse på pladsen mellem værkstederne og tag et nærmere kig på den gamle redningsbåd, beddingen eller de store fyrretræsplanker, der skal bruges til fregattens vejrdæk. I den store værftshal arbejder Fregattens håndværkere i hverdagene, og du er velkommen til at kigge ind og stille dem spørgsmål.
Rundt omkring på pladsen er der opstillet picnincborde og bænke, der indbyder til en lille pause.