Gå i de unge matrosers fodspor og prøv kræfter med deres dagligdag ombord på skibet. Hvem ved? Måske har du det der skal til for at blive matros på fregatten Jylland? I 1800-tallet startede sømandslivet for mange allerede som 12-14-årig.
I jagten på en levevej eller et eventyr stod unge drenge til søs som skibsdrenge eller kadetlærlinge.
På fregatten Jylland blev de uddannet til et liv på havet som matros eller officer.
De fik en uddannelse, tre måltider mad om dagen og deres egen køje at sove i, men måtte knokle i mange timer, dag og nat. I al slags vejr stod den på hårdt og ofte farligt arbejde ombord.
Se om du kan gøre dem kunsten efter ved at prøve livet som matros. Der er forskellige poster fordelt rundt på skibet og på Fregat-pladsen – prøv alt fra at ligge i en hængekøje til at lægge kræfterne i og skubbe det store ankerspil rundt.
I denne video kan du se en lille forsmag på livet som matros.