Håndværk på havnen

HÅNDVÆRK PÅ HAVNEN er et praksisfagligt undervisningsforløb, som er udviklet af bådebyggeruddannelsen U/Nord og MS/ Museet for Søfart med støtte fra Nordea-fonden.

I fem dage skal eleverne være lærlinge hos en rigtig bådebygger og være en del af en autentisk bådebyggerproces. Forløbet sluttes af med en søsætning, hvor eleverne afprøver deres selvbyggede både. Formålet er at skabe glæde og interesse for håndværket.

Med forløbet vil vi vække glæden og entusiasmen ved håndværksfagene.

Forløbet tager afsæt i faget ‘Håndværk & Design’ og er målrettet 7. 8. og 9. klasse.

Forløbet starter igen efteråret 2023.

”Jeg har lært at jeg faktisk godt kan lave det jeg vil, bare jeg arbejdede godt nok med det og presser mig selv lidt”

Elev 8. klasse.

Om forløbet

Håndværk på havnen er et undervisningsmiljø, der består af 4 forskellige værksteder:

Skrogværkstedet, Sejlloftet, Smedjen og Malershoppen.

Formål

Formål

  • Eleverne oplever en autentisk bådebyggerproces sammen med en rigtig bådebygger
  • Eleverne får styrket deres håndværksmæssige kompetencer i forskellige værksteder med rigtigt værktøj og materialer
  • Eleverne oplever et læringsmiljø, der fremmer kreativitet, innovation og entreprenørskab
  • Eleverne oplever et fælles klasseprojekt, der styrker sammenhold og fællesskab
  • Eleverne får styrket deres uddannelsesparathed
  • Eleverne får kendskab til håndværkerfaget og viden om håndværkeruddannelserne

Forløbet

Eleverne bliver inddraget i en rigtig bådebyggerproces fra idé til færdigt produkt. Eleverne får ejerskab over egen byggeproces og vil komme til at stå med rigtigt værktøj og materialer i hænderne i tæt samarbejde med en professionel bådebygger. Eleverne vil opleve, hvordan en bådebyggerproces kræver erfaring med forskellige håndværksfag, og derfor arbejder eleverne i 4 forskellige værksteder. Eleverne bliver håndværkere for en uge og får deres eget personlige håndværkerkit med kedeldragt, sikkerhedssko og vadsæk til låns.

”Jeg har lært, at man ikke skal give så let op”

Elev 7. klasse.

Tilmelding & Kontakt

Der er i øjeblikket ikke åbent for tilmelding

Ved tilmelding oplyses:

  • Skolens navn
  • Antal elever
  • Klassetrin
  • Kontaktperson

Vi fordeler ugerne imellem de tilmeldte klasser, medmindre I har en uge, hvor I absolut IKKE kan deltage.

Som udgangspunkt kan hver skole kun deltage med 1 klasse.

Da vi forudser rift om pladserne, anbefaler vi, at I vender tilbage snarest muligt, hvis det har jeres interesse, dog senest d. 28. april.
Der vil være tale om tilmelding efter først-til-mølle-princippet.

Kontakt:

Anne Damsgaard Kammer

Formidlingsinspektør, ved Fregatten Jylland.

anne@fregatten-jylland.dk

Tlf. 87 52 18 65

Praktiske oplysninger

HÅNDVÆRK PÅ HAVNEN står på Fregatpladsen ved siden af fregatten Jylland fra sommerferiens afslutning til efterårsferien. Mandag til fredag kl. 8.30-14.00. Fredag er der søsætning ca. kl. 12-14.00.

Det er vigtigt at klassen kan være på Fregatten Jylland i 5,5 -6 timer hver dag. Dette er en forudsætning for at forløbet kan gennemføres.

Pris:

  • Forløbet har en egenbetaling på 125 kr. pr. deltagende elev.
    Dog minimum 2500 kr. pr. skole.

Alle er meget velkomne til at komme forbi og følge hele bådebyggerprocessen fra mandag til torsdag og den store søsætning om fredagen.

  • Uddannelse: 7.-9. klasse
  • Sted: Fregatten Jylland
  • Varighed: 5 skoledage + forberedelse og opfølgning på skolen
  • Klokkeslæt: Kl. 8.30 til kl. 14.00
  • Deltagerantal: 1 skoleklasse og lærere
  • Fag: Håndværk og design/Praksisfagligt valgfag
  • Undervisere: Bådebyggere + hjælpere