Logiskib for provinsskolebørn
I årene 1936-49 var fregatten Jylland indkvarteringssted for skolebørn fra provinsen, der var på udflugt til København.
Opholdet i København og overnatningerne på fregatten Jylland var arrangeret af Foreningen til Provinsbørns Ferieophold i København på foranledning af Direktør Philip Sørensen, der også var medlem af Komiteen til Fregatten Jyllands Bevarelse. Formålet var, ikke blot at give provinsbørnene en oplevelse af kongerigets hovedstad, men også at skaffes økonomiske midler til restaureringen af fregatten. Ligesom man dermed løste en udfordring med at finde et passende overnatningssted til en del af de ca. 1500 dagligt tilrejsende skolebørn, som overnattede i København i perioden april-september.
I sommerhalvåret lå fregatten ved Langebro, og var indrettet til at huse 325 skolebørn og 175 vandrere fra Vandrelauget. Dog indtog børnene med tiden flere og flere af vandrelaugets pladser.
Skolebørnene var indkvarteret i køjesenge på Batteridækket, drengene i skibets forreste del i røde senge, pigerne i skibets bagerste ende i grønne senge. Vandrerne havde enkeltsenge på Banjerdækket.
Det anslås at i omegnen af 200.000 danske børn overnattede ombord på fregatten Jylland i årene 1936-1949.
Børnene beretter
Fregatten lå ved Langelinie, et smukt gammelt skib, jeg mindes lugten af tjære og trægulve, køjer at sove i, vi sov godt, for vi var trætte. Toiletforholdet var også godt, vi kom jo fra landet, da var der ikke mange, der havde badeværelse, toilet inde. Vi fik morgenmad på skibet, dejlig franskbrød med birkes på, jeg havde ikke smagt birkes før 1937. Annalisa, Bastrup Skole, 1937.
[…] Vi sov i spiralsenge og fik 2 tæpper hver. Var det koldt havde vi begge tæpper over os, og var det varmt brugte vi det ene som hovedpude. Hvor vi sov, var der en lang kumme, hvor vi skulle vaskes. Der var spektakel hver gang et nyt hold kom tilbage og skulle vaskes før sengetid. […] Nederste dæk var fyldt med nogle sten i bunden for at holde skibet på ret køl, så det ikke flød væk med os […] Rigmor, Pindstrup Skole, 1940.
Det var jo lidt sparsommeligt, da det var kort tid efter krigen. Maden var der ikke noget at råbe hurra for. Skibet var jo ret ødelagt. Inger Marie, 1948, Balle friskole.
[…] Vi havde glædet os til at komme over til Fregatten Jylland, så stort et skib havde jeg aldrig set. […]. Soveforholdene var gode, maden var også god, vi fik altid en madpakke med hver dag, og der var altid rødbeder marmelade, det var jeg så vild med. Når vi kom op om morgenen og skulle vaske os, stod vi i en lang række, det var sjovt. Richardt, 1948, Spettrup Skole.