Stort kortræf den 7. maj 2022 kl. 15.00 – 16.30: Mød Slupkoret, Mandskoret Djursland og Struer Shanty kor
Slupkoret
Slupkoret er en del af Ebeltoft Marineforening og består af 30 sangere og 4 musikere, som er medlemmer af Ebeltoft Marineforening.
Slupkoret, der optræder iklædt sømandstøj og synger sømandssange, er meget efterspurgt og anerkendt og har bl.a. indspillet 3 CD’er.
Koret er kendt for den muntre og uhøjtidelige stemning – alt efter hvilken begivenhed de deltager i: Det kan f.eks. være til private fester, hvor man kan hyre Slupkoret til at underholde, men det kan også være på Plejehjem, hvor de bringer glæde til beboerne.
Mandskoret Djursland
”Så syng da mand”
lad hjertet tale
thi hjertesproget er vers og sang !
Under dette motto har ”Mandskoret Djursland” bestået i 20 år.
Fra 12 til 30 modne mænd, der under humørfyldt og dygtig ledelse af vores rytmiske dirigent Lone Sonne, synger hjertet fuldt.
De synger 4- stemmigt danske sange og viser, nordiske toner og mere svingende strofer.
Et af deres favorittemaer er sange til kvinden.
De synger for egen fornøjelse og sundhed i et godt kammeratskab, men træder gerne op.
Lokale koncerter, julekoncerter, korstævner og rejser til udlandet – med sang, har givet koret fine oplevelser.
Struer Shantykor
20.november 2012 samledes 8 medlemmer i Struer Sejlklub og blev enige om at starte Struer Shantykor.
Derfra har koret udviklet sig og i dag består det af 50 mand, hvoraf 7 danner en musikgruppe bestående af 2 harmonikaer, 4 guitarer og 1 violin/banjo/mandolin afhængig af, hvad der passer bedst ind.
Som navnet fortæller synger de primært shanty-sange.
En shanty er en arbejdssang, som sømænd på sejlskibene brugte når der skulle løses tunge opgaver – såsom at sætte sejl og trække ankeret op. Navnet “Shanty” er engelsk, men betegnelsen stammer fra det franske chanter: at synge.
Ud over shanties har de et bredt udvalg af sømandssange på repertoiret.