Efter mange års kamp for at rejse penge til fregattens bevarelse påtog A.P. Møller Fonden sig i januar 1989 ALLE udgifter til en gennemgribende restaurering. Det blev starten på en eventyrlig rejse og en enestående indsats fra de håndværkere der, både dengang og i dag, arbejder på at restaurere og bevare fregatten. Flere af vores skibstømrere har været med næsten hele vejen:
Håndværkerne på Fregatten Jylland
Hans Ansat Fra 1989-94 og siden 1996
”Da jeg startede i 89 var der en helt speciel stemning. Ingen var færdig, før alle var færdige – før den sidste mand var med. Fregatten er i samme klasse som Roskilde Domkirke, Verdensarv der skal bevares. De var hamrende dygtige de skibstømrere, der byggede skibet! Jo mere man arbejder på fregatten, jo mere respekt får man for dem. Det er fantastisk håndværk. Vi har fundet mange af deres initialer på plankerne undervejs og har ført historien videre med vores initialer i nye planker på skjulte steder. ”
Johnny Ansat Fra 1989-94 og siden 2015
”Jeg kan godt lide at følge tingene helt til dørs og nørkle lidt med dem. Især de ekstra fine opgaver som udrustningen ombord, for eksempel kapstanen, kanonraperter og snedkerarbejdet inde i kongesalonen. Det skal laves pænt og det har jeg lyst til. Jeg kan ikke have med middelmådighed at gøre. Vi er ikke så mange tilbage fra dengang fregatten var kølsprængt, der kan fortælle om det håndværksmæssige. Det er viden og erfaring der kan komme andre til gode og som de kan drage nytte af. Det skal dokumenteres, ellers går det tabt. ”
Claus Ansat fra 1989-94, i 99-2000 og siden 2004
”Jeg husker tydeligt mit første møde med fregatten Jylland. Jeg var til en jobsamtale som skibstømrer på fregatten i forbindelse med, at den skulle renoveres. Vi sad inde på kontoret, samtalen gik godt og jeg spørger ind til, hvornår den skal stå klar. Om fire år lyder svaret. Jeg kigger ud ad vinduet og ser en fregat, hvor der ca. er 40 % tilbage af skroget – Og tænker: Det kommer aldrig til at ske! Fire år senere stod fregatten Jylland færdigrenoveret. Som lovet af Mærsk Mc-Kinney Møller. P.S jeg fik jobbet.”