I 1908 udgik ”Jylland” af flåden, som straks solgte fregatten til ophugning på et tysk værft. I sidste øjeblik lykkedes det ”Komiteen for bevarelse af fregatten Jylland” at rejse penge nok til at købe den tilbage. Hermed startede næsten 80 års indædt kamp for at bevare fregatten Jylland. Det er en eventyrlig og broget historie om enkeltpersoner og foreningers vedholdende og fantasifulde bestræbelser for at redde fregatten. De første års patriotiske indsats for at bevare den gamle ’krigshelt’ blev efterhånden afløst af et fokus på at sikre fregatten for eftertiden – som et enestående eksempel på vores maritime kulturarv og på det fantastiske håndværk, skibet repræsenterer.
Det blev til en perlerække af indsamlinger, der blandt meget andet bød på lotterisedler, ’småpengenes dag’, porcelænsplatter, plakater og frimærker. Hertil kom udlejning af fregatten til udstillinger og som vandrehjem, salg af allehånde souvenirs og fine reproduktioner af værker, skabt af Henry Heerup og HKH Dronning Margrethe. Private firmaer ydede også en kæmpe indsats i form af penge, materialer eller ydelser, og solgte alt fra slik til snaps til fordel for fregatten. I 1983 påtog HKH Prins Henrik sig en aktiv rolle som protektor for landsindsamlingen, der i 1989 kulminerede med Mærsk Mc-Kinney Møllers generøse tilsagn om, at A.P. Møller Fonden alene ville påtage at restaurere fregatten færdig.