Tro og overtro på Fregatten Jylland i pinsen


Hele pinsen er det tro og overtro som er temaet på Fregatten Jylland. Her kan man på de mange rundvisninger få besked, om hvordan et godt forhold til både skibspræsten og klabautermanden opretholdes. Besøgende kan deltage i en smuk pinse-gudtjeneste ombord på skibet, men også høre om de mange spændende former for overtro, der har formet søfolkenes liv i årtusinder.

 

Siden de gamle kystkulturers jægere første gang vovede sig væk fra land og ud på det ukendte mørke og salte vand i deres stammebåde, har havet altid ruget tavst over sine hemmeligheder. Det har alle dage været et respektindgydende og farligt sted at opholde sig. Efterhånden har skibsfarten gennemsejlet størstedelen af verdenshavene, men samtidigt er troen og overtroen vokset på skibene over de mægtige havdybder, og har befolket dem med alskens uhyggelige væsener, lige fra søslanger og sirener, til den vældige Kraken, der vogter i Norskehavet.

Ombord er der opstået en stor mængde ritualer og påbud, for at undgå alle de farer, som både havet i sig selv og sømændenes fantasi har beriget det med.

 

Et af de påbud som har holdt sig til vore dage, er forbuddet mod at fløjte ombord. Som på den meste skibsovertro er der flere forklaringer. De mere gængse påstår at man ved fløjten vil tilkalde vinden, som så vil komme med storm og orkan til fare for skibet. En anden overtro drejer sig om det væsen, der kaldes klabautermanden. Det er en slags skibsnisse, som sømanden gør klogest i at holde sig gode venner med. Så vil klabauteren varsko om fare og hjælpe på rejsen.

 

Imens sømændene sled på dækket og sang deres shantys og arbejdssange ligesom straffefangerne i stenbrudene og de afrikanske slaver i Caribien, gik deres tanker hjemad og til deres kære. Ud- og hjemlængsel har, sammen med langdistancekærligheden på havet, givet stof til mange forestillinger, fortællinger og eventyr, såsom folkevisen om Agnete og Havmanden eller H. C. Andersens eventyr Den lille Havfrue. 

Besætningerne ombord på fregatten Jylland adskilte sig, i den forstand, ikke fra andre skibes besætninger, og i pinsen kan man høre om de mange former for- og tegn på overtro som findes ombord på fregatten. Både de gamle sølvmønter under masterne, de mange jærtegn som stod at læse i vejrliget og den åbne himmel og meget mere, som har besværet og beriget søfolkenes liv ombord.

 

Kl. 10:30:           Rundvisning

Kl. 11:30:           Kanonshow

Kl. 12:00:           Kanonen fyres af!

Kl. 12:05:           Børnerundvisning, Skattejagten ”Find de seks nøgler”

Kl. 12:30            Rebslagning

Kl. 14:00:           Rundvisning

kl. 15:00:           Kanonshow

Kl. 15:30:          Kanonen fyres af!

 

Pinsedag, søndag den 8. juni kl. 14.00 er der gudstjeneste på øverste dæk

2. pinsedag, mandag den 9. juni kl. 10.30-14.00 er der optagelse til Café Hack.