Efterårsferien på Fregatten Jylland


Til skolernes Efterårsferie og Ebelfestivalen vil Fregatten Jylland byde på en særlig oplevelse. Som æbletræernes grene, der nu hænger tungt med hele sommerens kraft i de røde frugter, er fregatten også fyldt med ekstraktet af sommerens bedste aktiviteter. Årets højdepunkter, lige fra klatreturen op i masternes mærs og ned til de digitale udstillinger i udstillingskælderen, er tilgængelige for alle, som vil gøre noget helt særligt ud af deres efterårsferie.

På samme måde som barndommens bagte æbler fik kanel på, er der også fyldt ekstra krydderi på efterårsdageneCirkus Skunk vil vise vej til fregathavnens store efterårspavillon, som vil være fyldt med spil og leg i mange former og størrelser. Med sin sømandshue vil matros Skunk få smilet frem på alle de røde efterårskinder, der finder frem til den store pavillon med alle spillene og hvor der er fri entré.

 Flere af sommerens nyheder og aktiviteter har til efteråret vokset sig særligt store. Reberbanen vil nå ekstra længder på pladsen foran fregatten, hvor det kolossale tovværk Rapunzel med de yngre gæsters hjælp vil gro og vokse til efterårets absolut længste og mest solide tovværk. Skibsmasternes dygtige klatreinstruktør vil også berede en helt særlig efterårs tur med udsigt over vigens røde efterårstoner for de modige gæster.

 Hvis man skulle overse fregathavnens store pavillon og de tapre topgaster, kan man altid gå efter lyden af de underholdende rundvisninger og de bragende kanoner i ugens mange kanonshows. Alt er forberedt og kursen er lagt for alle som er nysgerrige på livet til søs i gamle dage og interesseret i en rigtig efterårsdag med familien ombord. I efterårsferien er skibet fyldt med oplevelser af en særlig kaliber og man behøver ikke at gemme sig i skibets æbletønde, som Stevensons unge Hawkins, for at høre de historier der kan rejse de små hår i nakken eller få latteren til at bryde løs.

Higer man efter eventyr og helte-gerninger, men er forhindret i at rejse afsted på togt mellem vind og sø inden vinterstormene jager hen over landende og snefygningen gør det umuligt at færdes ude, må man rejse i fantasien og bøgerne hjælper til – og i særdeleshed et besøg på den gamle fregat med de fyrretyve kanoner, Det smukke træskib er efterårets største "Ebelskrog".