Søren Jensen Trane - søhelt og medicinsk mirakel fra 1864

Sygeoppasser Søren Trane var en 24 år, da han deltog i slaget ved Helgoland ombord på fregatten Jylland. Han var værnepligtig, og fisker fra Skagen. Da han aldrig havde sejlet udenfor Nordsøen blev han opført i lægsrullen som halvbefaren matros.

 

Sammen med de øvrige fem sygeoppassere gav Søren Trane førstehjælp til de sårede under søslaget ved Helgoland i 1864. Søren Trane havde de første tre kvarter af kampen travlt med at bære sårede og døde sømænd ned til lægerne på banjerdækket. Men midt under søslaget var han så uheldig at stå lige ved siden af fregattens skibsklokke, da den blev ramt af en østrigsk kanonkugle. Et stykke af klokken ramte Søren i underansigtet og knækkede hans underkæbe mellem de store og små kindtænder i højre side og mellem de to store kindtænder i venstre side. Sprængstykket ramte kinden med så stor kraft, at det knækkede stykke af underkæben blev revet ud gennem et stort hul, som opstod i venstre kind.

Da Søren Trane kom til bevidsthed, havde han ingen fornemmelse af, at han var alvorligt såret. Han gik derfor ned til skibslægen for at få hjælp til at standse blødningen. Til sin egen store forundring blev han beordret til at gå hen til de døde og de, som var så hårdt sårede, at lægerne på forhånd havde opgivet dem.

Trods skibslægernes dom, overlevede Søren Trane og kom på sygehuset i Kristiansand. I august 1864 blev han overført til København. Her lykkedes det for første gang i medicinhistorien for lægerne at fremstille en kæbeprotese af et af Sørens ribben, og derpå transplantere de et stykke bindevæv og hud fra hans overarm til erstatning for den manglende hud på kinden. Det tog 22 måneder inden Søren Trane kunne drage hjem til kæresten i Skagen. Hun havde nægtet at acceptere den ophævelse af forlovelsen, som Søren havde foreslået da han ankom til København.

Søren blev gift med kæresten og fik ansættelse som fyrpasser. Inden Søren Trane døde i 1879 nåede han og hustruen at få to døtre.

Man kan læse mere om Søren Tranes oplevelser i 1864 i Benno Blæsilds nye bog, Krigen på havet – omkring Jylland 1864, der udkommer på forlaget Hovedland om 12 dage, d. 29. oktober.