Prinsens musikkorps giver koncert på Fregatten Jylland

Såvel turister som fastboende har mulighed for at få sig en rigtig god musikalsk oplevelse, når Prinsens Musikkorps fra Holstebro giver koncert på Fregatten Jylland her i Ebeltoft, fredag den 7. august.

Musikkorpset, der tidligere hed Prinsens Livregiments Musikkorps, er godt kendt i Ebeltoft, hvor det ofte har givet koncerter og både medvirkede ved Regentparrets besøg i anledning af Ebeltofts 700-års købstadsjubilæum i 2001 og i 2009 ved åbningen af Nationalpark Mols Bjerge.

Og nu kommer Musikkorpset altså igen til Ebeltoft
Det var sådan, at et samarbejde med den tidligere Ebeltoft Kommune medførte, at musikkorpset førhen kom til Ebeltoft en gang hver sommer for at underholde på Torvet, men med kommunesammenlægningen i 2007 gled dette samarbejde ud. Sidste gang i ”den gamle konstruktion”, musikkorpset kom hertil, var således i 2006, - den gamle kommunes sidste leveår. Og musikkorpset gav ved den lejlighed udtryk for, at man gerne ville komme tilbage, hvis muligheden bød sig.

Og i 2008 år kom musikkorpset så tilbage til Ebeltoft.
Lokale kræfter tog nemlig da initiativ til en genoplivning af denne gode tradition, der dels har til formål at glæde såvel fastboende som vore mange gæster, dels at repræsentere Forsvaret overfor offentligheden.
Det var Ebeltoft Handelsstandsforening, Våbenbrødreforeningen for Ebeltoft og Omegn og Ebeltoft Marineforening, der i 2008 gik sammen om at påtage sig de forskellige værtsforpligtelser, der følger med et sådant arrangement.
Og i år gentager de 3 foreninger dette og er dermed med til for 8. gang at sikre denne oplevelse for alle, der holder af god musik.

Ekstra koncert i år

I år bliver der ydermere mulighed for at opleve Musikkorpset hele to gange, idet Musikkorpset udeover koncerten på Torvet, kl. 11.00-12.30, vil give en ekstra koncert ved Fregatten Jylland kl. 16.00.

Repertoire
Marchmusikken er central for musikkorpset, men efterhånden spilles også til et utal af forskellige koncertarrangementer, med mange af tidens populære navne som gæstesolister. Musikkorpset har et stort og alsidigt repertoire på mere end 2000 titler, der foruden den traditionelle militærmusik også omfatter alt fra klassisk musik, både den tidlige og den sene, over swing og jazz til pop, rock og hip-hop.

Militære opgaver og Civile koncerter
Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets 3 musikkorps - de øvrige er Den Kongelige Livgardes Musikkorps i København og Slesvigske Musikkorps i Haderslev. – Derforuden har Forsvaret Søværnets Tamburkorps, der også er godt kendt i Ebeltoft.

Prinsens Musikkorps hed indtil sommeren 2005 Prinsens Livregiments Musikkorps, men med nedlæggelsen af Prinsens Livregiment overgik Prinsens Musikkorps til Jyske Dragonregiment i Holstebro. Musikkorpset har dog stadig øvefaciliteter på Skive Kaserne i eget musikhus, bygget i 2001 til Musikkorpset.
Musikkorpsets opgaver er mange, men hovedopgaven er først og fremmest at betjene Kongehuset og Forsvarets enheder. Det gøres med musik til royale besøg, parader, marchture og andet ceremoniel. Musikkorpset bruges også som Forsvarets repræsentant ved forskellige begivenheder i udlandet.
Blandt andet vil musikkorpset også kunne huskes for sin medvirken ved Prins Joachim og Prinsesse Maries bryllup, ved Prinsgemalens 75-års fødselsdag i 2009, ved Dronningens 75-års fødselsdag i år og ved Dronningens 40-års regeringsjubilæum i 2012, og vil i den forbindelse være kendt af mange fra TV.

De civile opgaver hvor Musikkorpset repræsenterer forsvaret er mangfoldige og omfatter koncerter i musikhuse, haller, skoler og kirker. I sommerperioden musiceres tillige på gågader og torve. Koncerterne arrangeres ofte i samarbejde med kommuner og lokale initiativtagere (her altså Ebeltoft Handelsstandsforening, Våbenbrødreforeningen for Ebeltoft og Omegn og Ebeltoft Marineforening).
Musikkorpset dækker et område, som i syd afgrænses af linien Århus-Ringkøbing og i nord rækker til Skagen.

En tradition er genskabt for at blive
Med Prinsens Musikkorps’ tilsagn til de 3 arrangerende foreninger om at komme til Ebeltoft igen, nu for 8. gang, må det siges, at traditionen er cementeret som en årlig begivenhed i august måned. –

De sidste 2 år har Musikkorpset – som an cadó til arrangørerne og Ebeltoft – gennemført koncerten i galla-uniformer, - og sidste år lovede de, at de også vil være i galla, når de vender tilbage i år.

Det er derfor de arrangerende foreningers håb, at alle borgere og gæster må få stor fornøjelse af koncerten, der ikke kan undgå at blive et festligt indslag i bybilledet i de 1½ time, koncerten varer.