Løjtnant Sophus Johannes Paulsen: Helt og hundeejer fra 1864

Den 24årige løjtnant S. J. Paulsen, var søn af amtsforvalter Carl Ludvig Paulsen. Han voksede op i sin bedstefars grossererhjem i Nakskov inden han i 1860 blev optaget i Søværnet.

På billedet står Paulsen med en messingråber i hånden. Den er ikke uden betydning, for under slaget ved Helgoland stod Paulsen på kommandobroen ved siden af skibschef Holm. Hans opgave var at videregive chefen ordrer ved hjælp af råberen. Da kampen var på sit højeste strejfede en kanonkugle skibschef Holms øre. Men da han havde set kanonkugle komme, nåede han at flytte hovedet. Paulsen havde lige modtaget en ny ordre, og havde derfor med råberen for munden vendt sig 90 grader. Han opdagede derfor ikke faren. Ikke før kanonkuglen ramte råberen, så Paulsen kun stod med håndtaget mellem fingrene. Instinktivt sank Paulsen ned på hug. Uden at vende sig hvislede Holm over skulderen: ”Ikke dukke dem Paulsen! Det ser ikke godt ud for folkene!” Ikke underligt, at Paulsen havde råberen med, da han umiddelbart efter slaget stillede op til gruppebillede.

Næsten samtidig med at Paulsen mistede sin råber, gennemborede en granat hans kahyt uden at eksplodere. Men Paulsens hund, som lå på hans køje, blev så forskrækket, at den nedkom med to hvalpe, som besætningen senere døbte Jylland og Schwarzenberg.

S. J. Paulsen fortsatte som officer i Søværnet efter krigen, men han blev kun 46 år.

Du kan læse mere om Paulsen i Benno Blæsilds nye bog: Kampen på havet – omkring Jylland 1864, som udkommer på forlaget Hovedland om 8 dage, d. 29. oktober.