Klargøring af udstillingen "Prinsesser ombord"

Klargøringen er i gang til årets udstilling ”Prinsesser ombord” på Fregatten Jylland, som blandt andet bliver til virkelighed takket være en stor donation fra Boghandler Henning Clausens Fond. Der kaster sig et lyserødt slør over Fregatten, når den feminine farver danner temaet for udstillingen, og detaljerne er mange, når Fregatten Jylland slår dørene op til kongesalonerne, der gengiver atmosfæren, som herskede ombord i sidste halvdel af det 19. århundrede, hvor skibet var kongeskib for Christian IX.

Findes der en mere passende farve end lyserød til en udstilling, der omhandler prinsesser? Ikke hvis man spørger maleren på Fregatten Jylland, Søren Jacobsen, som har stået bag udstillingens nøje udvalgte farve. Der er blevet blandet – og testet farver i malerværkstedet på Fregathavnen, og farven sidder nu lige i skabet. ”Det er blevet en flot lyserød farve, som oser af prinsesser” lyder det fra en tilfreds maler. Farven kommer til at byde gæsterne velkommen ved indgangen og kommer til at være den (lyse)røde tråd hele vejen fra museumshallen og over til skibets kongesaloner, røber Fregattens direktør Benno Blæsild. 

Med specialisters hjælp kommer man langt
At skabe en udstilling, der gengiver en stemning tilbage fra 1876, kræver ekspertise fra forskellige brancher. Prins Henrik er én af eksperterne, som netop nu er i gang med at finde de helt rigtige møbler i de kongelige magasiner. Tove Mathiassen, museumsinspektør for tekstiler, bolig og have i Den Gamle By, har medgivet sin ekspertise i udvælgesen af de rette stoffer, og Birgit Byskov, som er tidligere syerske på Den Jyske Opera, tilbringer lige nu mange passionerede timer bag symaskinen med bordeauxfarvet stof, der skal blive til kongelige damask gardiner. Hun har desuden, med sin sans for detaljer, fundet frem til de helt rigtige kniplinger, som er med til at give udstillingen sine særprægede finesser. Den kongelige spisesalon bliver bygget op om den daglige ”teatime”, så der arbejdes intenst på blandt andet at finde det helt rette porcelæn. For at de kongelige gemakker skal få den helt rigtige stemning, har Fregattens driftschef Bo Jessen Fogh Laursen skaffet forskellige dufte, som skal sætte gang i endnu en sans blandt de besøgende. Han røber blandt andet, at der er indkøbt både en duft af lavendel og opkast, hvor den sidste skal skabe stemningen om Dronning Louise, som måtte lægge sig syg på et af togterne. Hvorvidt denne lugt virkelig får lov til at snige sig med i udstillingen, kan gæsterne finde ud af til juni…