Jyllands Tag

I de friske efterårsdage er det amovible vintertag ved at blive rejst over vejrdækkets kanoner og tovværk. Både håndværkerne og den lille gule kran Yvonne nyder solskinstimerne på havnen. Det er anden gang taget sættes op og en række forbedringer vil gøre taget i stand til at beskytte både skib og museumsgæster endnu bedre mod vejrliget i vintermånederne. Særligt vil tagets udvidelser komme det store Julemarked til gode, da julestemningen jo trives bedst hvis det ikke er alt for køligt ombord.

Bortset fra tagets montering sidste år er det op mod 120 år siden skibet sidst lå beskyttet under sit originale tag. Skibet havde oprindeligt et tag som var en del af dets udstyr og lå opmagasineret på Holmen i sommermånederne indtil det hvert år inden vinter blev monteret. Det kom i brug mange gange i de hårde vintre, hvor Fregatten ikke befandt sig i det noget lunere Dansk Vestindien på denne årstid. Efter små 20 år i 1881 måtte det amovible tag fornys og Holmens håndværkere byggede et nyt magen til, der beskyttede skibet i de sidste aktive år. Siden har skibet været under forskellige former for tag i træ, eternit og blik. Dette nye historiske tag er derimod en rigtig og værdig efterfølger til de to første og opskriften er den samme. Hårdt slid, kraftigt kernetræ og svære udregninger. Taget er bygget af de oprindelige materialer, akkurat som når man genopbygger en historisk bil eller motorcykel. Man kan også sige at taget er en del af Fregatten selv, ligesom master, kanoner og andet af skibets udstyr.

Under de næsten hundrede sejldugsdækkede kassetter er der nu genopstået et flot rum, der ikke har været i brug i næsten 120 år og vi glæder os til at vise det frem både i åbningstiden og til Julemarkedet i december. Taget er både en flot og en praktisk del af Jylland.