Fregatten smider vinterjakken

Trods et lidt utilregneligt vejr i Ebeltoft har fem skibstømrere givet sig i kast med et to ugers langt projekt; at tage Fregattens amovible vintertag ned. Kanonerne og tovværket på øverste dæk er nu klar til at hilse foråret velkommen.

Øvelse gør mester
De fem håndværkere sørger for at holde den gule kran, Yvonne, beskæftiget de næste to uger, og det kræver teamwork og systematik at nedtage det komplicerede puslespil i form af det 800 kvm store vintertag. Det er nu anden gang håndværkerne giver sig i kast med nedtagningen, og der opbygges ny erfaring for hver gang, lyder det fra skibstømrer, Kim Dierkes.

Fregattens vintertag har sørget for, at vinterbesøgene på skibet har været en væsentlig mere komfortabel oplevelse, og det har blandt andet også gjort det muligt at afholde julemarked på dækket. Desuden er vintertagets primære formål, at beskytte vejrdækket, og dermed nedbringe vedligeholdelsesomkostningerne.   

En værdsat gave
Vintertaget blev i 2013 doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinneys Møllers Fond til Almene Formaal, og trods det tidskrævende arbejde at genrejse og fjerne vintertaget, bliver det i høj grad værdsat. Vintertaget er et stykke maritimt kulturhistorie, da det er en nøjagtig genskabelse af det oprindelige vintertag fra 1860, hvor Fregatten blev leveret fra Holmen til Søværnet. Taget består af ca. 1200 forskellige dele, og hver enkel del har sit eget nummer. Humøret er fortsat højt, så nu er det bare at håbe, at vejret arter sig.