Fregatten Jylland kommer til Aarhus Festuge

Fregatten Jylland kommer til Aarhus Festuge

 I festugen kan aarhusianerne få en maritim fregat-oplevelse, når Fregatten Jylland er repræsenteret ved Sailing Aarhus Week med Robarkasse No. 1.

”Selve fregatten Jylland ligger trygt og godt i tørdok i Ebeltoft, men vi synes ikke aarhusianerne skal snydes for at opleve det historiske skib. Derfor har vi sendt fregattens lilletremastede arbejdsfartøj Robarkasse No. 1 til Sailing Aarhus Week, hvor man kan komme med ombord og opleve Aarhus fra søsiden.” udtaler direktør Karin Buhl Slæggerup.

For sejlkyndige vil sejladsen være en helt anden oplevelse, idet robarkassen i modsætning til sejlbåde ikke er udstyret med en køl og dermed er anderledes at manøvrere. Skulle vinden løje af, kan gæsterne ovne i købet ’risikere’ at skulle til årerne, som også udgør en del af robarkassens udstyr.

Et stykke fregat-historie

Robarkassen er Fregatten Jyllands største jolle og en tro kopi af den originale robarkasse, som var med på Fregatten Jyllands første færd tilbage i 1862.

Robarkassen blev mest brugt til fragt af mandskab, proviant og kul, og den stod på øverste dæk sammen med de øvrige mindre fartøjer under sejlads. Med let kanon og op til 100 matroser kunne robarkassen udgøre en farlig landgangsbataljon.

I dag har robarkassen plads til 12 mand samt skipper og matros, som undervejs vil fortælle et par fregathistorier, mens gæsterne ombord kan nyde udsigten over Aarhus fra bugten.

Robarkassen sejler hver time lørdag 31. august kl. 12.00-16.00, søndag 1. lørdag 7. og søndag 8. september kl. 12.00-15.00 fra Sejlsportscentret på Aarhus Ø.

Pris for børn (0-17 år) 100 kr., voksne 150 kr. Reservation/booking: sailing-aarhus.safeticket.dk, eller ved afgangsstedet: Mobilepay og betalingskort.

Robarkas No. 1 i Fregathavnen

Robarkas No. 1 i Fregathavnen