Fregatten Jylland bygger 1:1 kopi af skibsside, som skal gennemhulles af kanonkugle

Et vigtigt element sommerens nyheder på Fregatten Jylland i år bliver tidsrejsen Helgoland 1864 tur-retur.Det er vores ambition at vores gæster skal kunne komme så tæt på oplevelsen af "at være der selv" som overhovedet muligt.

En af de mest dramatiske oplevelser Jyllands besætningsmedlemmer blev udsat for under slaget ved Helgoland var, når kanonkuglerne slog gennem skibssiden i nærheden af dem. Fregatten Jylland styrbords skibsside blev ramt af ca. 25 træffere i løbet af de to timer slaget varede. Alle skudhullerne blev omhyggeligt reparerede bagefter. Så man kan ingen steder se, hvilke skader en 15 kg. kanonkugle laver på en skibsside som Fregattens, bygget af egetræ og ca. 1/2 meter tyk.Heller ikke på nogen af de andre bevarede historiske krigsskibe, som f.eks. Victory har man bevaret skudhuller.

Det sker nu og da, at man affyrer skarpe skud medgamle forladekanoner fra 1800 tallet, men man har aldrig dokumenteret kanonkuglernes virkning med moderne udstyr. Derfor opbygger vi nu en skibsside, som skal være mål for en af Fregatten egne 30 pundinge skibskanoner. Formålet er at lave den første videnskabeligt funderede dokumentation at effekten.Målskydningen skal finde sted på Forsvarets Kampskoles skydeterræn i Oksbøl i marts måned.

Alle moderne målemetoder vi blive taget i brug. Så vi bagefter har det mest muligt dækkende bilede af, hvad der skete når Fregatten fik en fuldtræffer.Både skibssiden med skudhullet og en grundig beskrivelse i ord og billeder vil blive tilgængelig i udstillingen når jubilæumsudstillingen åbner til maj.