Bakstørn og Beskøjter - Velsmagende vinterferie på Fregatten Jylland starter d. 8. februar

Kobberkedler på kabyssen 2014.jpg

Køkkenet hedder kabys, opvask hedder bakstørn og maden hedder mulje.Sådan har matroserne gennem århundreder haft deres helt eget sprog, som nemt kan få en landkrabbes ører til at blafre. Men bag om de sære benævnelser ligger den kendsgerning, at der stilledes store krav til maden, som blev serveret på skibene i de gode gamle dage. For næst efter vinden, var matrosernes muskler, den eneste energikilde som kunne bringe skibet i sikker havn.

På Fregatten Jylland bliver der hele vinterferien stillet skarpt på maden ombord på et sejlskib i 1800tallet. Hvis man er modig nok kan man selv få lov til at smage den mad, som satte matroserne i stand til udelukkende med håndkraft at bjerge tonstunge sejl, mens de selv i efterårs- og vintervejr, med den ene hånd holdt fast i råen, tyve meter over skibsdækket og bjergede sejlet med den anden hånd. Der skulle også lægges mange kræfter i, når matroserne alene med et tykt reb over skuldrene i gåsegang ”gik” den 12 tons tunge skibsskrue op på plads i skibsskrogets indre.  

”Der skulle kraftig kost til at give matroserne tilstrækkeligt med kræfter til at sejle skibet,” fortæller direktør Benno Blæsild. ”Kokken skulle mætte 430 mænd, og skibet var ofte til havs op til tre-fire uger af gangen. Så mængderne af mad, der blev fortæret var enorme. Man havde ingen fryser, og konserves var ikke særligt udbredt endnu, så der skulle næsten heksekunster til at gøre manden spændende efter tre uger i søen.”

Fregattens kok og hovmester har i vinterferien igen sat blus under kabyssens kedler.Man kan smage beskøjter, ærtesuppe, klipfisk og lufttørrede skinker. Der er også smagsprøver på den gode varme og stærke te, som alle sømænd lærte at elske, når kulden gik gennem marv og ben. Der venter en helt særlig oplevelse, når man mellem kanonerne sidder med duften af tovværk og tjære i næsen og får varmen af maden - ligesom matroserne i de gode gamle dage.

Fregatten Jylland har åben hver dag fra 10 til 16.