Alle overlevede slaget ved Helgoland 2014

- en stor dag for Fregatten Jylland og en festlig indvielse af udstillingen Fregatten Jyllands tidsrejse 1864-2014 

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik havde første parket fredag, da ’Slaget ved Helgoland’ , efter 150 år, igen udspillede sig med kanontorden, krudtrøg og drama. Omgivelserne og tabstallene var dog helt forskellige fra begivenhederne 9. maj 1864 i Helgolandsbugten, da fredagens søslag foregik i Ebeltoft under langt fredelige omstændigheder.

På ’Søværnets dag’, der markeres på datoen for værnets sidste store slag, var Fregatten Jylland gjort ’kampklar’ og med en af søværnets hypermoderne fregatter, ’Niels Juel’ placeret ude i vigen som substitut for den oprindelige østrigske eskadre, blev slaget genoplivet af blandt andet ’søfolk’ fra foreningen ’Jyske Landsoldater’ og med Cafe Hacks Søren Dahl og fregatmuseets direktør Benno Blæsild som fortællere undervejs. På ’Jyllands’ vejrdæk havde fire kanonbesætninger travlt med at klargøre og simulere affyring af de kanoner, der for 150 år siden sendte den østrigske eskadre på flugt og dermed skaffede en hårdt tiltrængt sejr hjem i en krig, der ellers kun gik mod dansk nederlag.

Inden fredagens slag tog fart var kongeskibet ’Dannebrog’ og fregatten ’Niels Juel’ ankommet til Ebeltoft Vig, og med chalup var Prins Henrik bragt i land på Fregatøen, hvor man umiddelbar før havde begyndt fejringen med at Søværnets Tambourkorps marcherede gennem byen og gennemførte et flot tattoo på pladsen foran Fregatten Jylland.

En ’Dansk løsen’ – affyring af kanoner fra ’Niels Juel’ besvaret af kanoner på bastionen ved fregatøen – markerede, at prinsen var på vej og på kajen ventede repræsentanter fra blandt andet søværnet, Fregatten Jyllands bestyrelse og præsidium samt en række andre notabiliteter. Hans Kongelig Højhed Prins Henrik, der er protektor for Fregatten Jylland, kunne herefter aflægge museet et besøg og indvie den nye udstilling ’1864 Kampen om Jylland’.

Efterfølgende blev gæsterne budt på et måltid mad ved en reception på fregattens batteridæk mens Prinsen og en række udvalgte gæster, heriblandt forsvarschef Peter Bartram, spiste frokost i ’chefens dagrum’ agter på samme dæk. Fra en stol strategisk placeret på vejrdækket fulgte prinsen nu opførelsen af det historiske slag mens de øvrige indbudte og dagens besøgende på fregatten på tætteste hold ligeledes fulgte dramaet med lydeffekter og forklaring undervejs.

Prinsen var egentlig kun tiltænkt en kort deltagelse i krigsudfoldelserne på skibsdækket, men han fandt genopførelsen af slaget så spændende, at han blev til det sidste skud var affyret og ’sejren i hus’. ”Det var vældig interessant at følge og man fik også et indtryk af, hvor hårdt livet ombord måtte have været dengang,” sagde prinsen inden han spontant hilste på en af de medvirkende og med et smil udråbte ham til ’Danmarks bedste kanonér’. Morten Jannik Hansen, der til daglig er cykeltaxivognmand i Fåborg, var gennem Fåborg Kanonérlaug med i Ebeltoft, og han nød i fulde drag den fornemme titel. ”Jeg har faktisk altid været en stor fan af Prins Henrik og havde egentlig en drøm om at få hans autograf. Men et personligt tryk i hånden og så flot en titel er vel i virkeligheden meget bedre,” funderede han, da prinsens chalup havde lagt fra land og sat kursen tilbage mod Dannebrog, hvor dagen afsluttedes med en lille reception for en række indbudte gæster.