Det højeste antal gæster på Fregatten i uge 7 – nogensinde.

Vinterferien er gået over al forventning på Fregatten Jylland med den nyåbnede udstilling ”Vikingerne kommer”. Siden åbningen har hen ved 3.000 gæster aflagt Fregatten et besøg og i tilgift kunnet se de flotte vikingeskibe fra åbningen af Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Foto: hans Ringmacher

Vikingerne bliver! - vikingeskibene fra Aarhus kulturhovedstad bliver på Fregatten Jylland.

Vi indfører onsdag som ugentlig dag med aftenåbent i februar og marts. Vi ønsker hermed at gøre det muligt for endnu flere at se skibene i deres rette element - mørket. 

”Vi er utrolig glade for den enorme interesse den sanselige udstilling har vakt”, udtaler projektchef Bo Jessen Fogh Laursen, og fortsætter: ”Skibsbygningskunsten stammer helt tilbage fra vikingetiden, så når de ”nye vikingeskibe”  bliver sat ind i en ramme her, hvor vores skibsbyggere går og arbejder med træ ved siden af, så er det en påmindelse om, hvem vi var og er som nation. Jeg synes, at skibene står godt ved siden af Fregatten. Og i al ydmyghed synes vi de er kommet hjem. Kommet hjem til det sted de “forlod”, altså skibsvæftet, hvor de igen er klar til at stævne ud når tid er. 

Tidligere:

Vikingerne Kommer! Sådan har det sikkert lydt, når de udsmykkede skibe er blevet set i horisonten, af befolkningen i vikingetiden. Tirsdag den 31. januar lød råbene igen, 

da lastbil efter lastbil kørte ind af porten her ved Fregatten Jylland - de seks vikingeskibe som mange nok husker fra den fantastiske kulturby åbningsceremoni.De seks vikingeskibe er bygget i Aarhus af frivillige i samarbejde med et hold britiske kunstnere fra The Lantern Company.

Det Flyvende Kuffertcirkus på Fregatten Jylland

Fredag den 20/10 gæster Søren fra Det Flyvende Kuffertcirkus Ebeltoft. Søren optræder med jonglering, balance, en lille smule magi og en frygtelig masse snak. I nogle af numrene bliver der brug for publikums hjælp og efter forestillingen er der cirkusskole hvor alle får muligheden for at prøve kræfter med bolde, kegler, stylter, ethjulede cykler og meget mere. Der er lagt op sjov & ballade, sved på panden og et smil på læben. Samlet varighed ca. 90 min.

Forestillingen er for alle aldre og er fra kl.14.30-15.15 herefter går det løs med selv at få lov at prøve alt det sjove.

Cirkusskole er fra kl.15.15-16.00 og man får mest ud af det, hvis man er 3 år og opefter.

Arrangementet er gratis - Adgang til museum og Fregatten Jylland efterfølgende forudsætter entré. 

Ny kanon til Fregatten Jylland

Ny kanon til Fregatten Jylland

Måske Danmarks flotteste kanon? En prinsesseudstilling, hvor temafarven er en sart lyserød farve, og hvor den royale stemning er gennemført, kræver sin helt rette krone på værket. Når sommerens gæster besøger Fregatten Jylland vil mødet med en sort kanon i år være skiftet ud med en sød lyserød kanon, som skal bringe smilene frem hos de besøgende og samtidig være et symbol på Fregatten Jyllands tid som kongeskib.

Read More

Jyllands Tag

I de friske efterårsdage er det amovible vintertag ved at blive rejst over vejrdækkets kanoner og tovværk. Både håndværkerne og den lille gule kran Yvonne nyder solskinstimerne på havnen. Det er anden gang taget sættes op og en række forbedringer vil gøre taget i stand til at beskytte både skib og museumsgæster endnu bedre mod vejrliget i vintermånederne. Særligt vil tagets udvidelser komme det store Julemarked til gode, da julestemningen jo trives bedst hvis det ikke er alt for køligt ombord.

Bortset fra tagets montering sidste år er det op mod 120 år siden skibet sidst lå beskyttet under sit originale tag. Skibet havde oprindeligt et tag som var en del af dets udstyr og lå opmagasineret på Holmen i sommermånederne indtil det hvert år inden vinter blev monteret. Det kom i brug mange gange i de hårde vintre, hvor Fregatten ikke befandt sig i det noget lunere Dansk Vestindien på denne årstid. Efter små 20 år i 1881 måtte det amovible tag fornys og Holmens håndværkere byggede et nyt magen til, der beskyttede skibet i de sidste aktive år. Siden har skibet været under forskellige former for tag i træ, eternit og blik. Dette nye historiske tag er derimod en rigtig og værdig efterfølger til de to første og opskriften er den samme. Hårdt slid, kraftigt kernetræ og svære udregninger. Taget er bygget af de oprindelige materialer, akkurat som når man genopbygger en historisk bil eller motorcykel. Man kan også sige at taget er en del af Fregatten selv, ligesom master, kanoner og andet af skibets udstyr.

Under de næsten hundrede sejldugsdækkede kassetter er der nu genopstået et flot rum, der ikke har været i brug i næsten 120 år og vi glæder os til at vise det frem både i åbningstiden og til Julemarkedet i december. Taget er både en flot og en praktisk del af Jylland. 

Godnat på Museet

Godnat på museet er i år Efterårsferiens uhyggelige historie, der skal opklares ombord på det gamle skib. Glæd dig til et godt gys og en svær gåde.

Klabauteren er løs, maskinassistenten er blevet opslugt og mastemønten er faldet i de forkerte hænder. Løs Efterårsferiens hårrejsende og uhyggelige mysterier i Fregattens mørke indre og se den helt nye udstilling i museumshallen.

Efterårsferien byder på et særligt program, hvor museets gæster selv kan udforske skibet og finde mysteriernes rette sammenhæng. På en sen aften for over hundrede år siden viste klabautermandens uhyggelige skikkelse sig nemlig på dækket. Da han forsvandt igen tog han en ung maskinassistent med sig i dybet og endnu værre, skibets mastemønt. Den mønt som lå under stormasten, for at give held og lykke på skibets togter. Hvem så klabauteren?  Hvor forsvandt han hen? Var det nu også rigtigt? – det finder museumsgæsterne ud af, når de får rollen som skibets detektiver. Museumshallens nye udstilling byder på fortællinger om 7 søhelte, der kæmpede ombord under slaget ved Helgoland. De kom fra meget forskellige kår og drog hjem til lige så forskellige steder landet over da slaget og krigen var forbi. Kom tæt på dem og følg de spændende skæbner i museets store udstillingshal.

Den hyggelige og uhyggelige aften afsluttes med en kanonsalut klokken 22.00, der med garanti skræmmer alle spøgelser og uhyrer væk, så man kan få sig en dejlig nattesøvn. 

Aftenens program:

19.00 Museet åbner

19.00-20.00: Batterichef Flint hjælper dig på Batteridækket.

20.00-21.00: Skibschef Draem beretter om mysteriet i Chefens Dagsrum.

21.00-22.00: Karl Anker skibstømrer fortæller ved Hellegaterne.

22.00: Kanonskud 

Masser af teater og eventyr for børn fra ca. 3 år

Kom og se teaterforestillingen”Hos Andersen” GRATIS på Fregatten Jylland. 13/10 kl. 10-11

Forestillingen er en buket af H C Andersens eventyr fortalt i billeder, tekst og dans, for de små. ”Hos Andersen” handler om en mand af ubestemmelig alder, der kommer forbi med sin fortællevogn. På vognen står hele hans hus. Huset, som er på størrelse med et gammelt das, er fyldt med låger, billeder og alle mulige ting. Andersen går på opdagelse i låger og billeder, som starter forskellige af H.C. Andersens eventyr op. En låge går op og ud springer en gedebuk. Andersen kaster sig overskrævs på bukken og i et vild ridt indhenter han, sine to brødre ”Halle-høj her kommer jeg”…… Prinsessen som er et postkort sidder med sin far og steger hanekyllinger, Klods-Hans får sin prinsesse. Et, to et, to Andersen marcherer som soldat rundt om vognen, og forsvinder ind i den…. En låge springer op, og vi ser ind i et dukketeater, hvor soldaten , nu som dukke, marcherer videre…. Nu får vi Fyrtøjet, med råb og skrig og fortalt som Italiensk volapyk…Andersen inviterer et barn fra publikum, op på vognen og ber’ hende om at sælge tændstikker. Andersen tænder en tændstik og fortæller en historie, en’ historie for hver tændstik.

Der er mange gode historier med i forestillingen og hvis du er ca. 3 år eller derover, er det helt sikkert lige noget for dig.  

Mange fik gåsehud ved premieren på Fregatten Jyllands Gys og Gru

Årets første vindere fundet af en overnatning ombord for hele familien

Hver eneste mørke afkrog i Fregatten Jyllands labyrintiske indre puslede af liv under kulturnatten fredag aften. For første gang slog Fregatten kanonportene op for den hyggeligt uhyggelige ”Gys og Gru på Fregatten Jylland”, og den blev godt modtaget af de mange gæster. Publikum skulle selv løse gåden om, hvorvidt det var klabautermanden, som havde taget den forsvundne maskinassistent og den manglende mastemønt.

”Konceptet er helt nyt, så vi var spændte på, om publikum forstod det, og om de ville kunne lide det”. Fortæller direktør Benno Blæsild og fortsætter: ”Det kunne de heldigvis. Vi har allerede haft de første børn fra i fredags, der har benyttet sig af, at billetten gælder hele ugen, som har slæbt en ny voksen med lørdag, for at genopleve det hårrejsende mysterium”.

Børn-ebeltoft-fragtten-jylland

Hver dag i efterårsferien trækker Fregatten Jylland en vinder blandt de, der har løst gåden. Præmien til vinderen er en overnatning i søfolkenes fodspor ombord på Fregatten Jylland i 2016 med alt betalt for vinderen og op til fem ledsagere. Der venter vinderne en tidsrejse tilbage til sejlskibenes tid, hvor mændene var af jern og skibene af træ – som gamle søfolk stadig husker det.

Vinderen af Gys og Gry konkurrencen fredag d. 9. oktober:

Jette Bugge

Havndal.

Vinderen af Gys og Gru konkurrencen lørdag d. 10. oktober:

Cecilie Lund Jørgensen

Skanderborg


Vinderene vil få nærmere besked om afviklingen af præmien pr E-mail.

En rumrejse i koncertform for børn fra ca. 3 år

Raketten letter fra Fregatten Jyllands museumshal mandag den 12/10 klokken 10.00.

Det er en rigtig hyggelig og spændende koncert for børn fra ca. 3 år. Turen går både til Merkur, Mars og Venus på vej gennem galaksen og universet. Undervejs kan der både synges og danses og til sidst lander vi på jorden igen.

Arrangementet er GRATIS og man får sin egen stjernekikkert med på rejsen sammen med Vibe Ulbrandt.

Hvis man har lyst, kan man inden arrangementet tegne en rumraket og sende den som mms eller mail på 30294148 eller vibe@lystenstone.dk , så vil man kunne se den på facebooksiden ”Vibe – Musik for børn” og den vil eventuelt blive vist til arrangementet også.

Hvis du kan lide dans, musik og sang, så kom og vær med på alletiders spændende rejser forbi planeter og stjernetåger mod fjerne galakser og firmamentet. Man er garanteret en rigtig herlig tur og en god oplevelse.

Oplev Tordenskioldgarden på Fregatten Jylland 10/10

Tordenskioldgarden er en pige- og drengegarde fra 8 år og op, som både har orkester, tambourkorps og vagtkompagni. Med flotte uniformer, musik og tattoo vil de gøre lørdagen på Fregatten til en helt speciel og festlig oplevelse.

Garden som kommer fra Frederikshavn har en spændende og lang historie, der går tilbage til 1956.

Under mottoet ”Musik skaber fest og glæde” har Garden således bibragt både byens borgere i Frederikshavn og det omkringliggende samfund mange musikalske oplevelser.

 Gennem årene er det også blevet til en hel del udlandsrejser. Garden har således spillet på Marcuspladsen i Venedig, – på Sicilien, – i Spanien, -i Frankrig og har deltaget i musikfestivaller i Spanien, Frankrig og Tyskland. Siden 1980 har Garden ligeledes været fast musikalsk indslag ved årsmøderne for det danske mindretal i Sydslesvig. Også de nordiske lande er blevet besøgt hyppigt, og mange venskaber er blevet knyttet på tværs af landegrænser.

 Vi glæder os til at se dem og lytte til deres musik ved Fregatten Jylland Lørdag 10/10

Kulturnat Djursland på Fregatten Jylland

Allerede til den hyggelige Kulturnat Djursland kan man opleve Efterårsferiens gys ombord på Fregatten Jylland, hvor der er gratis entre fra 18.00-22.00

Kanonskud-gys-gru-red..jpg

Klabauteren er løs, maskinassistenten er blevet opslugt og mastemønten er faldet i de forkerte hænder. Løs Efterårsferiens hårrejsende og uhyggelige mysterier i Fregattens mørke indre og se den helt nye udstilling i museumshallen.

Efterårsferien byder på et særligt program, hvor museets gæster selv kan udforske skibet og finde mysteriernes rette sammenhæng. På en sen aften for over hundrede år siden viste klabautermandens uhyggelige skikkelse sig nemlig på dækket. Da han forsvandt igen tog han en ung maskinassistent med sig i dybet og endnu værre, skibets mastemønt. Den mønt som lå under stormasten, for at give held og lykke på skibets togter. Hvem så klabauteren?  Hvor forsvandt han hen? Var det nu også rigtigt? – det finder museumsgæsterne ud af, når de får rollen som skibets detektiver. Museumshallens nye udstilling byder på fortællinger om 7 søhelte, der kæmpede ombord under slaget ved Helgoland. De kom fra meget forskellige kår og drog hjem til lige så forskellige steder landet over da slaget og krigen var forbi. Kom tæt på dem og følg de spændende skæbner i museets store udstillingshal.

Aftenens program:

18.00 Museet åbner

18.30-19.30: Batterichef Flint hjælper dig på Batteridækket.

19.30-20.30: Skibschef Draem beretter om mysteriet i Chefens Dagsrum.

20.30-21.30: Karl Anker skibstømrer fortæller ved Hellegaterne.

22.00: Kanonskud

Den hyggelige og uhyggelige aften afsluttes med en kanonsalut klokken 22.00, der med garanti skræmmer alle spøgelser og uhyrer væk, så man kan få sig en dejlig nattesøvn. 

Kære Fregatten Jylland...

Af og til modtager vi tilbagemeldinger om folks oplevelse af museet. Heldigvis er de fleste positive og ind i mellem rigtigt gode, men når vi får en mail som denne, kan vi ikke ønske os mere:

… gang på gang har jeg lovet ungerne (Luna 9 år, Oliver 7 år og Sofia 6 år) at vi skulle besøge skibet. Af en eller anden grund er det aldrig blevet til noget, men det lavede vi om på i denne sommerferie. Vi tilbragte nogle fantastiske timer med at være på skattejagt, snakke med "piraterne", høre historier fra svundne tider og bare indsnuse og snakke om, hvordan det mon havde været at være ombord på Fregatten dengang i gamle dage. Da vi gik derfra var alle tre unger og jeg enige om, at det havde været et fantastisk besøg og at vi helt sikkert ville komme igen. Sofia, der skulle starte i 0. klasse efter sommerferien, havde før ferien fået en mappe, som hun skulle medbringe første dag i skolen. Der i skulle hun bl.a. tegne sin familie, sit hus, kæledyr og bedste sommerferieoplevelse. Et par dage inden skolestart manglede hun kun at tegne den bedste sommerferieoplevelse og vi sad derfor og snakkede lidt om, hvad vi havde oplevet i ferien. Vi havde bl.a. besøgt hendes far, der bor og arbejder i Saudi Arabien, besøgt hendes kusine i Sydengland, været i Fårup Sommerland, på stranden, på små udflugter osv. Selvom vi havde oplevet lidt af hver, var der dog ingen tvivl i Sofias sind: den bedste oplevelse havde været at besøge Fregatten Jylland

Venlig hilsen 

Sofias mor

 

Vi blev meget glade da vi modtog denne mail, mange tak for de pæne ord. 

400 børn fra 5. klasse fik masser af rytmik og historie

I forbindelse med regentparrets besøg 1. september fik Fregatten Jylland også besøg af 400 skolebørn på 5. klassetrin. Da de kongelige både havde sejlet og kørt forbi børnene, kunne de mange skolebørn gå ombord på Fregatten. Sammen med deres lærere var de rejst til Ebeltoft fra skoler overalt i kommunen og havde set frem til denne dag uden for klasseværelserne. Heldigvis blev de ikke skuffet.

Ved ankomsten blev de mange friske skoleelever delt op i grupper. Halvdelen startede i den rytmiske afdeling og den anden halvdel ved den historiske rundvisning, inden der blev byttet igen senere.

Stomp er en musikform der bruger alternative instrumenter og hvor hverdagsting bliver til percussion-instrumenter, når de skrabes, bankes eller rystes. Her var det fejekoste, murerbaljer og træpinde -og de mange børn viste fremragende evner for det rytmiske. Musikken fængede i de unge ører og stolte smil kom hurtigt frem sammen med samklangen, der hurtigt etableredes.

IMAG3614.jpg

Museets skibskyndige guider viste børnene rundt på en rundvisning, specielt tilrettelagt til dagen. Her fik de fortællinger om det gamle skibs hemmeligheder og del i den danmarkshistorie, der knytter sig til det.

I de stemningsfulde omgivelser lyttede eleverne opmærksomt mellem kanonerne, hængekøjerne og i konge-salonernes møbelment. Øjnene blev spærret op og opmærksomheden blev ikke mindre, da  ingredienser som krudt, prinsesser og heltegerninger indgår i Fregattens lange historie. 

Regentparrets besøg 1. september

Når regentparret landes på Træskibs-havnen ved Fregatten Jylland i Ebeltoft er alt gennemprøvet og parat til besøget i Syddjurs. Ved ankomsten til Ebeltoft modtages de kongelige med den særlige salut ”Dansk Løsen.” Når chaluppen nærmer sig fra kongeskibet, afgives den trefoldige salut fra Fregattens sejlbarkasse, dampbarkasse og Fregatten selv. For at sikre at skuddene falder rigtigt og koordinationen mellem de tre fartøjer er på plads, er der afholdt generalprøve.  Barkasserne har fået monteret de nypudsede små såkaldte ”svingbasser” i forstavnene. Sammen med Fregattens kraftige 30 punds bovkanon er de ladt med grovkornet sortkrudt, så der er ingen fare for at de bliver overhørt når det hele starter.

Efter salutten landes regentparret på barkassernes flotte anløbsbro kl 10 og modtages af borgmester og faneborg. Med karret og gardehusarer fortsættes turen fra museet rundt i Ebeltofts flotte gamle gader, forbi det gamle rådhus, hvor Ebeltoftgarden spiller.

Dagens program for besøget kan studeres nærmere på kommunens hjemmeside her:

Salutten en gammel tradition. I Danmark blev den første kanonsalut afholdt ved Frederik 2.s kroning i København år 1559. ”Dansk Løsen” er et signal til andre skibe og garnisoner i land, der tilkendegiver fredelige hensigter og at man er et dansk orlogsfartøj. Løsenet består af tre skud som igen besvares af den anden part. Denne landekode for orlogsskibe blev indført på Christian 4.s tid, hvor også kongens gæster fik denne særlige salut.

Masser af oplevelser ombord i sensommeren

Viden fra gammel tid, historie og håndværk tvinges ikke til, men er i stedet gjort særdeles fængende og indtagende.  Det er denne strategi den tungt bevæbnede fregat i Ebeltoft har lagt. sensommerens program er både sjovt og lærerigt, når det går løs ombord på den gamle kæmpe. Rundvisningerne går dybt ned gennem skibet og dets mange historier og hemmeligheder. På de store kanonshows får man indblik i hele arsenalet af de specielle våben ombord og man kan blandt andet deltage i opladningsproceduren for de 3 tons tunge støbejernskanoner og opleve det vældige brag og ilden, når sortkrudtet antændes. Deltagelse i gamle håndværk som rebslagning og eftersøgninger efter skibets rigdomme på skattejagter er også en del af programmet. Det er historie i levende live og helt tæt på, så man får det hele med.

For at museumsgæsterne skal få mest muligt ud af deres besøg, er der ud over shows, underholdning og rundvisninger, gjort mulighed for at deltage som søfolk med egen søfartsbog, sømandshue og krave, som fås gratis i indgangen. Bogen er en speciel guide, der viser gæsten rundt på skibet på egen hånd til opgaver og aktiviteter. For at styre ror og sejl må der tovværk til og det kan de nye søfolk være med til at fremstille på Holmens gamle reberbane, som nu står ved Fregatten. Her blev skibets oprindelige reb også fremstillet i sin tid. Håndværk og aktiviteter fra gammel tid er først og fremmest en god oplevelse, som man kan tage med hjem sammen med den viden og de historier, der formidles.

 

Har man smag for det vilde eventyr og de vilde vover, er der også råd for det. På daglige skattejagter for børn og familier er det gæsterne selv der finder og deler den skat, der efter sigende skulle være låst nede i den såkaldte dødmandskiste under et utal af kraftige låse.

Når guldet først er indenfor rækkevide, reberbanen snurrer og kanonen er ladt, er det en smal sag for sensommerens nye matroser at erobre historien og forståelsen for livet til søs for over 100 år siden.

Der er masser af spænding, indlevelse og fornøjelse i de gamle skikke og gøremål ombord og det planen og det gamle krigsskibs strategi at alle skal kende til livet ombord og komme hjem fra ”togtet” med en række gode hyggelige og spændende oplevelser. Det er dog ikke med magt og kanoner, men med spænding og ren fornøjelse som drivkraft.

Fregattens nyheder til lands, til vands og i luften

Sommersæsonen skydes rigtigt godt i gang med tre helt store nyheder, i form af sejlads, klatreture i riggen og den nye spændende Søfartsbog som venter gæsterne på det historiske træskib.

Som noget helt nyt kan museets gæster hele højsæsonen få sig en rigtig sejltur og nyde stilheden under de hvide sejl på fregattens historiske hjælpefartøj, barkassen. Desuden kan man med kyndig vejledning være med til at bestige Fregattens høje rigning, hvor udsigten er præcis lige så smuk fra mærs og ræer, som for 150 år siden. Den tredje nyhed er Søfartsbogen, som er en guide gennem aktiviteter og opgaver på og ved skibet, som kan løses med fast grund under fødderne.

 

Sejlads på det blå vand mellem Fregatten og Molsbjerge

Det er en speciel følelse, når den gamle barkasse lægger fra ved den lille flydebro. De tre masters hvide sejl, fyldes snart af vinden, som skubber fartøjet frem. En svag ridslen af vand under kølen og et par smæld fra de kraftige lærredssejl er det eneste der kan høres ombord, mens Fregathavnen forsvinder i sommerens varmedis. Det er en historisk oplevelse, som bestemt er alle forundt og de mange daglige ture, gør det let at være med som en del af museumsbesøget.

 

Op i den friske luft højt over byen og vigen

Turen op til masternes høje mærs er også en tur tilbage i tiden. Her kommer gæsterne helt op, hvor kun ganske få har været, siden 1864 og de aktive år på verdenshavene. Fra mærsene kan gæsterne nyde en 360 graders udsigt, der ikke findes magen til i vore dage. Fra masterne og mærsene kan hele Mols, Ebeltoft og vigen ses. Det er en helt speciel oplevelse på den usædvanlig klatremur, som man under kyndig vejledning og med sikkerhedsudstyr kan nyde i fulde drag.

 

Ombord i skibet og udstillingerne på land

Den nye Søfartsbog er en guide, der viser gennem skibets rum og historier. Opgaver og aktiviteter løses undervejs. Med Søfartsbogen, der udleveres gratis sammen med sømandskrave og hue ved indgangen, bliver gæsterne selv til søpiger, sømænd, matroser og søulke. De tre nyheder er alle tilbud ud over det sædvanlige, hvor der hver dag også  bydes på både rundvisninger, kanonshows, skud med kanonerne, skattejagter, spændende historiske aktiviteter og interaktive udstillinger.