Julemand i gavehumør tændte lys

julemand_Fregatten_Jylland.jpg

Lørdag spadserede flere hundrede mennesker, i selskab med julemanden og hans familie, fra byens torv ned til fregatten for at sørge for lysets komme på vejrdækket. Lysene er placeret i den godt otte meter høje ædelgran, der gør dampskibets gule skorsten rangen stridig om at være ’mindst lillebror’ til rigningen.

Julemanden, det gode væsen, benyttede chancen til, ikke blot at kaste lys, men også kaste gaver ud til de heldige vindere i dagens julekonkurrence.

Det musikalske islæt var lagt i gode hænder hos Ebeltoft Garden, som i øvrigt havde ledsaget julemanden helt fra ankomsten i havnen nogle timer før. Med på hele den juleoplysende tur var også to af byens vægtere, der myndigt bevogtede landgangen, så ingen nitteholder fik adgang til julemandens gavebord.

 

En rigtig hyggelig eftermiddag sluttede med sodavand og frugt til børnene – og nu er julen altså officielt gået ombord i den gamle krigsveteran, der holder åbent alle december-weekenderne frem til jul.