Markering af 75-årsdagen for den 29. august 1943 i Ebeltoft

”Søg svensk havn eller sænk skibet!”

Markering af 75-årsdagen for den 29. august 1943 i Ebeltoft

 Den 29. august 2018 markerer Danmark Marineforening og Fregatten Jylland i Ebeltoft 75-årsdagen for forhandlings- og samarbejdspolitikkens sammenbrud med fokus på begivenhederne i Søværnet.

Dagen vil blive markeret med mindehøjtidelighed, historiefaglige oplæg og udstilling af rariteter herunder originalflaget fra artilleriskibet Niels Juel, bogreception med præsentation af genoptryk af 24 øjenvidneberetninger ”Sådan oplevede jeg 29. august 1943” og lancering af en skrivekonkurrence for Syddjurs Kommunes 7.- 9. klasser om begivenheden d. 29. august og betydningen af denne for eftertiden.

Marinehjemmeværnets skib ”Brigaden” vil i dagens anledning anduve Fregathavnen, og der vil være åbent skib i løbet af dagen for publikum.

 

Dagens program for den 29. august i Ebeltoft

10.00 MHV908 ”Brigaden” anløber Fregathavnen
10.30 Højtideligholdelse ved Marineforeningens mindesten på havnen i Ebeltoft.
11.15 Programmet fortsætter på Fregatten Jylland
        - Taler og musik ved Marineorkestret (Randers)
12.00 Dansk Løsen, kanonsalut fra bastionen
12.30 Fregatten Jylland
        - Modeller på podier
        - Historien om artilleriskibet ”Niels Juel”
        - Genudgivelse ”Sådan oplevede jeg 29. august 1943” ved Danmarks Marineforening og
          Fregatten Jylland. I denne sammenhæng udskriver Danmarks Marineforening, Fregatten
          Jylland og Syddjurs Biblioteker en stilekonkurrence for Syddjurs Kommunes 7. – 9.
           klasser.
13.30 Afslutning

Der vil være gratis adgang til Fregatten Jylland mellem kl. 10 og 13.

Historisk baggrund

Den 29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten med at fungere og den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand.

Omkring Kl. 4 om morgen rykkede de tyske besættelsestropper ind på Holmen i København for at afvæbne og overtage den danske flåde.

Samme morgen modtog alle flådens enheder ordren K-N-U fra viceadmiral A. H. Vedel: ”…søg svensk havn eller sænk skibet”. Aktionen skulle forhindre den danske flåde i at falde i tyskernes hænder i brugbar stand.

13 skibe nåede Sveriges neutrale havne, mens omtrent 30 skibe blev sænket af egne besætninger. 23 danske soldater døde (9 personer fra Søværnets personel) og 40 blev sårede under de kampe, der opstod under tyskernes overtagelse af skibe, kaserner og tjenesteder.

Med flådens uskadeliggørelse og hærens modstand den 29. august 1943 valgte Danmark side i Anden Verdenskrig. Den selvdestruktive handling at sænke sin egen flåde var medvirkende til, at Danmark blev anerkendt som en af de allierede, samtidigt hermed betød handlingerne den 29. august, at modstandsbevægelsen for alvor fik grobund i Danmark.

Jagten på den gode historie

Fregatten Jyllands udstillingsleder Helle Sigh beretter fra en dag på arkivet:
"Spændt på hvad dagen ville bringe, gik jeg gennem lågerne ind til læsesalen på Statens Arkiver i Viborg.


Jeg satte mig med den første kasse fra Forsvarets Arkiver. Kassen indeholdt en mængde rapporter og artikler om Fregatten. Nederst i kassen fandt jeg et læg. Her lå en gammel rejsebeskrivelse baseret på en dagbog fra en sømand, som sejlede med fregatten Jylland på togt til Vestindien 1871-72.
Bogbindet var lavet af blå karduspapir og siderne var af håndgjort papir, skriften sirligt skrevet med blæk. 

Jeg slog op på forsiden. Sikke et syn. Enhver som har siddet på arkiv og søgt efter historier blandt gamle dokumenter må kende den fornemmelse, at man pludselig finder noget helt eventyrligt spændende, noget helt unik, så man får helt lyst til at rejse sig og sige SE til alle, men det må man ikke. Der skal være stille og den mindste kny får de mange slægtsforskere til at løfte brynet.

Forsiden var prydet af smukke illustrationer af hverdagslivet om bord.
De første mange sider indeholdt et persongalleri, skrevet i humoristisk tone. Den unge skribent, som jeg endnu ikke kunne finde navnet på, skrev om chefen ombord: ”Chefen kommandør P. Schultz, en smuk Mand, som forresten hverken sagde Bu eller Bæ”. 
Om tømmermanden Vittrup fortalte han, at han: ”bad Folk i Guds Navn gaa ad Helvede til – skal jeg skælde ud maa jeg saa bede om at blive talt ordentligt til – og saa rystede Hellegattet af latter”.

Jeg nåede ikke at tage med på rejsen, for pludselig var tiden gået og arkivet skulle lukke. Jeg glæder mig allerede til næste uge, hvor jeg får mulighed for at opleve Plymouth anno 1871".
 

Søværnets Tamburkorps giver opvisning på Fregat-pladsen

Søværnets Tamburkorps giver opvisning på Fregat-pladsen

Tambourkorps 72dpi.jpg

Der er gratis adgang til Fregat Pladsen mellem kl. 11 og 13.

Den 9. maj marcherer Søværnets Tamburkorps gennem Ebeltoft, musicerer på Torvet og slutter på Fregatten Jylland med musik og opvisning.

Program (ca. tider):

11.00 Søværnets Tamburkorps marcherer fra Sundhedshuset

11.20 Der musiceres på Torvet

11.35 Tamburkorps og Faneborg marcherer til Fregatten Jylland

11.55 Taler ved Kommandør Gorm Bergqvist og formand for Fregatten Jylland Tommy Bøgehøj

12.15 ’Dansk Løsen’ – kanonsalut fra Bastionen

Tamburkorpset vil være ledsaget af faner fra lokale foreninger for at markere Søværnets dag og årsdagen for ’slaget ved Helgoland’ i 1864.

Det har været en mangeårig tradition, at markere Søværnets dag og årsdagen for ’slaget ved Helgoland’ i 1864 ved musik, opvisning og taler den 9. maj.

Den tidligere omtalte koncert kl. 19 med Trio del Brasso er aflyst pga. sygdom.

Teater sommerskole ombord på Fregatten Jylland

Som noget helt nyt er det til sommer muligt at gå ombord på Fregatten Jylland og blive ført ind i teaterlivets spændende verden. Børn og unge i alderen 10-16 år har mulighed for at deltage i et fem dage langt undervisningsforløb, som afsluttes med overnatning i skibets køjer og en forestilling for forældre og offentligheden. Eleverne er selv med til at forme forløbet og historien, og det hele foregår, mens skibet summer af liv fra besøgende gæster, hvilket skaber en levende kulisse og en uforlignelig mulighed for at inddrage og interagere med tilskuerne.

Det er dramalærer Jeppe Due, der vil lede slagets gang. Jeppe er uddannet cand.mag. i dramaturgi og journalistisk formidling. Han arbejder til dagligt som dramalærer og idémager på Syddjurs Egnsteater og underviser i teater på Efterskolen for Scenekunst i Malling ved Århus. Desuden har han medvirket i et utal af forestillinger, både som skuespiller, dramatiker og instruktør.

"Det bliver en fantastisk scenisk oplevelse at undervise og lave teater ombord på Fregatten Jylland. Her hersker en ganske særlig stemning, som helt sikkert kommer til at præge forløbet og forme de historier, som eleverne selv skal skrive og opføre undervejs. Sammen skal vi levendegøre et stykke danmarkshistorie, og det bliver både sjovt, lærerigt og udfordrende," fortæller Jeppe Due.

Teaterskolen på Fregatten Jylland finder sted i uge 30 og 32 med 12 pladser hver uge. Uge 30 er for børn i alderen 10-12 år, mens uge 32 er for børn og unge i alderen 13-16 år. Der undervises fra først på formiddagen til sidst på eftermiddagen mandag til torsdag samt fredag formiddag. Natten mellem torsdag og fredag er der fælles overnatning i skibets køjer, og fredag eftermiddag får eleverne for alvor lov til at vise, hvad de har lært, når de opfører deres helt egen forestilling for forældre og offentligheden.  

Teaterskolen koster 750 kr. inkl. forplejning.

Tilmelding foregår på www.syddjursegnsteater.dk

Mindeord

Det er med sorg, at vi på Fregatten Jylland har modtaget meddelelsen om HKH Prins Henriks bortgang. 

Prins Henriks store interesse for Fregatten Jylland startede med landsindsamlingen i 1983 og han fortsatte som en engageret protektor for Fregatten Jylland lige til sin død. 

Prins Henrik åbnede i 2016 udstillingen ”Prinsesser ombord”, hvor han også havde været aktiv med at vælge møbler fra Kongehuset til de kongelige saloner på fregatten. Møbler som stadig er udlånt til Fregatten Jylland. 

Vi vil savne Prins Henriks oprigtige interesse og mange uofficielle besøg på Fregatten Jylland. 

Æret været HKH Prins Henriks minde. 

Fregatten Jylland og Syddjurs Kommune inviterer til poetisk lysfest

Nu slukkes lanternerne på vikingeskibene fra åbningen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 for sidste gang, hvilket markeres med en poetisk lysfest på pladsen foran Fregatten Jylland i Ebeltoft.

 Ét lys slukkes og et andet tager over, når Fregatten Jylland onsdag d. 13. december inviterer til en hyggelig aften med lyset som omdrejningspunkt. Her tages der endegyldigt afsked med de smukke oplyste vikingeskibe, når lanternerne på skibene slukkes en efter en efterfulgt af et stemningsfuldt Lucia optog med et maritimt twist. 

 Vikingeskibene, som blev lavet til åbningen af Aarhus 2017, har siden februar været udstillet i Museumshallen ved Fregatten Jylland, men med afslutningen af Aarhus 2017 er det blevet tid til at tage afsked med skibene og gøre plads til en ny og spændende udstilling i det kommende år.

 "Vikingeskibene har været populære blandt vores gæster, men nu er det blevet tid til at tage afsked med de smukke oplyste skibe og gøre plads til en ny og spændende udstilling, som vi snart løfter sløret for. Lanternerne på skibene skal derfor slukkes for sidste gang, og det ser vi som en oplagt anledning til at invitere til en smuk og poetisk lysfest her midt i årets mørkeste måned," siger Fregatten Jyllands direktør Lars. H. Olsen.

 ”Jeg glæder mig over, at de smukke skibe fra åbningen har haft et perfekt hjem hos Fregatten Jylland i Kulturhovedstadsåret, og at det hele slutter med en poetisk lysfest. Det er helt i den ånd, der kendetegnede åbningen af vores Kulturhovedstad,” siger Rebecca Matthews, adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Fra kl. 17.00 - gratis adgang til Fregat pladsen og museumshallen, hvor de oplyste vikingeskibe kan opleves en sidste gang. Der sælges gløgg og æbleskiver på Fregat pladsen.

Kl. 19.00 - lysfesten starter. Lanternerne på vikingeskibene slukkes for sidste gang, efterfulgt af Lucia optog. Gratis adgang.

 

I dag er det Fregatten Jyllands fødselsdag!

For 157 år siden, i 1860, løb Jylland af stablen på Holmen. Denne dag anser vi her på museet som fregattens fødselsdag.


Et stort krigsskibs stabelafløb var en begivenhed, der bestemt ikke gik ubemærket hen. På Holmen, den 20. november 1860, vrimlede det med mennesker, der alle var mødt op for at opleve Jylland ramme vandet for første gang.

Vi ved ret meget om begiveheden, fordi den blev beskrevet i de fleste aviser landet over. Her er eksempelvis et uddrag fra Kalundborg Avis:

"Kl. 12 begyndte man at borttage de svære støtter under fregatten, og et kvarters tid efter satte det stolte skib sig i bevægelse og gled under tordnende hurraråb rolig og majestætisk ud i sit rette element, fremkaldende en bevægelse i den glatte vandflade, som hævede bølgerne op i alens højde, så at de overskylede fødderne på dem, der stod yderst på tribunerne."

Det tog yderligere to år, før Jylland var rigget færdig og klar til at sejle afsted på sit første togt.

Stabel 2.jpg

Tegningerne er fra tidsskrifter bragt umiddelbart efter stabelafløb.

Fregatten Jylland tilrigges for vinteren

I de kommende uger har håndværkerne travlt med at tilrigge Fregatten Jylland for vinterens vejrlig.

Fregatten Jyllands vintertag fra 2014, bliver opført ombord på skibet. Det 800 m2 store tag består af 1.200 nummererede enkeltdele, der er som et stort 3-D puslespil for skibshåndværkerne.

Vintertaget var en naturlig del af et orlogsfartøjs udrustning. Det blev fundet frem af depoterne når skibet blev lagt op for vinteren. Også i dag tjener vintertaget på Fregatten Jylland dets oprindelige formål – nemlig at beskytte skibet mod vind og vejr i årets koldeste måneder.

Fakta: Ved bygningen af Fregatten Jylland i 1860 gik 1 procent af den samlede byggesum til et vintertag.


Fregatten Jylland havde torsdag eftermiddag besøg af rigtige prinser og prinsesser.

 

Kronprinsfamilien kom sejlende til Fregat-havnen og deltog sammen med fregattens øvrige gæster i rundvisning, rebslagning og kanonshow.

Familien deltog i at slå et 10 m langt reb, der efterfølgende blev til fire sjippetov.

Under rundvisningen var spørgelysten stor. Både om slaget ved Helgoland i 1864, men også om livet ombord. Kronprinsfamilien besøgte også de kongelige saloner ombord, indrettet som da Fregatten Jylland sejlede som kongeskib fra 1874-1876.

Her kunne de unge prinser og prinsesser ved selvsyn sammenligne datidens forhold med nutidens ombord på Dannebrog.

Efter rundvisningen var der kanonshow, hvor prinser og prinsesser sammen med andre børn i en kort tid var indrulleret som kanonerer på Fregatten Jylland.

Besøget sluttede med et ægte kanonskud, der i dagens anledning blev affyret af H.K.H. Kronprinsen.

”Det var en stor fornøjelse at have besøg af kronprinsefamilien og opleve hele familiens interesse for fregattens historie,” fortæller direktør Lars H. Olsen.

”Og der er helt sikkert nogle børn, der fik en oplevelsen – både kongelige og andre.”

 H.K.H. Kronprins Frederik tænder lunten

H.K.H. Kronprins Frederik tænder lunten

 Familiefoto af Kronprinsparret

Familiefoto af Kronprinsparret

Sankt Hans på Fregatten Jylland

Igen i år slår Fregatten Jylland dørerne op til en folkelig Sankt Hansfest på fregathavnen i Ebeltoft. Med udsigt til den nedadgående sol over vigen, bydes alle velkommen til fællessang, Sankt Hans bål, grill, live-musik og båltale v/ Viceborgmester og formand for kommunens udvalg for Plan, Udvikling og Kultur Kirstine Bille.

Der er gratis adgang for alle når Fregatpladsen åbner. Der vil være mulighed for at medbringe sin egen mad og grille på de opstillede grill. Der sælges øl, vand, kaffe og kage, som i de tidligere år bliver der også serveret helstegt skibsgris med kartoffel- og grøn salat.

Madbilletter sælges i forsalg fra Fregatten jyllands butik fra mandag
den 19. juni kl. 10 - efter "først til mølle" princippet, 300 stk.

Pris pr stk. kr. 75,-


Program:

  • 1700 - Fregatpladsen åbner (gratis adgang)

  • 1830 - Den helstegte skibsgris serveres

  • 1900 - Musik på kajen v/ Sunny Side Swing

  • 2000 - Indvielse af "The Island"

  • 2030 - Båltale v/ Kirstine Bille

  • 2045 - Fællessang

  • 2100 - Sankt Hans bålet skydes i gang

The Island bliver søsat til sankt hans

The Island bliver søsat til sankt hans


Stort Aarhus 2017-projekt i Ebeltoft: Flydende skulpturelt mødested for kultur, natur og bevægelse

Fregatten Jyllands håndværkere klør på i disse dage for at få den flydende platform for kulturelle oplevelser klar til indvielse sankthans aften i Ebeltoft. Platformen, The Island, er i sin formgivning inspireret af de græske amfiteatre. Den bygges op af tømmer, som i værftshallen samles med nogle af de teknikker, som de gamle skibstømrere brugte.

"Man kan se The Island som skibstømrernes gave til Ebeltoft. Vores håndværkere har i en kreativ proces arbejdet tæt sammen om at genfortolke de gamle teknikker her i byggeriet. Det bliver et kunstnerisk samlingspunkt på vandet," fortæller driftschef Bo Jessen Fogh Laursen, Fregatten Jylland.

Som eksempel bliver siddepladserne rundet af som en såkaldt hajkutter-hæk, og rundt om scenens cirkel bygges platformen op i samme teknik, som kendes fra Fregatten Jyllands midtspant - det tværsnit, man ville kunne opleve, hvis man skar fregatten over på tværs.

Plads til 70 tilskuere

The Island bliver klar til indvielse sankt hans aften.

"Vi har gjort meget ud af forarbejdet, så nu begynder arbejdet at gå hurtigt," fortsætter driftschefen. Parterne bag The Island er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Nationalpark Mols Bjerge, Syddjurs kommune og Fregatten Jylland.

På The Islands tilskuerpladser bliver der plads til cirka 70 personer. Desuden kan man i kano eller kajak sejle ind til platformen, og man kan sidde langs scenens cirkel og plaske med fødderne i vand.

Platformen, der gentænker søvejene og Ebeltoft Vig som arena for nyskabende kulturmøder, kan fx bruges til kunst og kultur, sport, leg, debat, formidling, møder m.v. Der er allerede - foruden sankthans aften - flere arrangementer på bedding - alle med afsæt i begreberne kultur, natur og bevægelse.

"Og så er det jo vigtigt, at platformen bliver brugt i byens billede. Den kunne fx være mål for en picnic eller et ideelt sted at sidde og nyde dagens sidste soltimer," foreslår Bo Jessen Fogh Laursen.

24. juni får The Island sin endelige plads ved siden af Fregatten Jylland, i forlængelse af Jernbanegade.

 The Island bygges op i Fregatten Jyllands store værftshal, og når pontonerne ankommer, flyttes byggeriet ud i det fri gennem porten bagerst i billedet.

The Island bygges op i Fregatten Jyllands store værftshal, og når pontonerne
ankommer, flyttes byggeriet ud i det fri gennem porten bagerst i billedet.

 The Island bygges op af tømmer, som samles med nogle af de teknikker, som de gamle skibstømrere brugte. Siddepladserne er fx rundet af som en såkaldt hajkutter-hæk

The Island bygges op af tømmer, som samles med nogle af de teknikker,
som de gamle skibstømrere brugte. Siddepladserne er fx rundet af som
en såkaldt hajkutter-hæk

 Model af The Island. Værket i fuld størrelse indvies sankthansaften, 23. juni.

Model af The Island. Værket i fuld størrelse indvies sankthansaften, 23. juni.

Visionen for The Island:

Med The Island genskabes et forum, hvor moderne mennesker kan erhverve sig kulturelle, kunstneriske og sociale erfaringer – også på den del af landkortet, der er dækket af hav.

Projektet, der har ændret sig undervejs i processen, aktiverer og levendegør lokalområdets maritime kulturarv med tilføjelsen af en arkitektonisk og funktionel spændende oplevelses- og kulturramme i ”det blå byrum”.

Havet skal åbnes, og tilgængeligheden til vandet og aktiviteter på vandet skal sikres. The Island skal fungere som krydsfelt for oplevelser og erkendelser og som ramme om nye måder at arbejdemed kunst, kultur og kreativitet på.

The Island bliver et kulturelt og kulturhistorisk eksperimentarium, som udnyttes i samarbejde med kulturaktører og kommunens kulturafdeling.

The Island vil være et pilotprojekt for realiseringen af flere ”kulturøer” fremover i andre havne.

Med det aktuelle politiske fokus på havneomdannelse og kommunale planer om at få havn og by til at hænge bedre sammen, vil The Island kunne bidrage som et nytænkt indspark til udviklingen af disse planer.

….


Kontakt for yderligere information:
Lene Bjarke Skov
Teamleder
Syddjurs Kommune, Kultur og Sekretariat

Direkte +4587535053
Mobil +4521790474

lbsk@syddjurs.dk

30 procents fremgang på Fregatten Jylland

Pressemeddelelse

 

30 procents fremgang på Fregatten Jylland

 

For at imødekomme den store interesse, har vi valgt at udvide muligheden for at besøge Fregatten Jylland om aften.

Publikum kan derfor besøge Fregatten Jylland i solnedgangen hver onsdag helt frem til den 31. august 2017!

 

Tilløbsstykke

Foråret 2017 har indtil videre bragt knap 10.000 besøgende til Fregatten Jylland. Det er 30 % flere end 2016. Navnlig Fregatten Jyllands samarbejde med Aarhus 2017, har fået de besøgende til at strømme til. ”Det er særligt østjyderne og de udenlandske turister, der indtil videre har valgt at slå vejen forbi Fregatten, hvilket i høj grad kan tilskrives vores samarbejde med Rethink 2017 kampagnen” udtaler Projektchef Bo Jessen Fogh Laursen.

Udstillingen af de seks lanterneskibe fra åbningen af Kulturhovedstad 2017, har trukket mange besøgende. I aftentimerne står de smukke skibe oplyste i den dæmpede belysning.

Den stemningsfulde og rolige atmosfære, der hersker i museumshallen i skumringen, giver den besøgende en helt unik oplevelse og tilføjer et ekstra lag til museumsbesøget.

 

Udflugtsmål

”På Fregatten Jylland føler vi et ansvar for, at imødekomme turisternes behov, for et levende, aktivt og tilgængeligt kulturliv i Ebeltoft, også i aftentimerne” udtaler Projektchef Bo Jessen Fogh Laursen.

Med de udvidede åbningstider får lokale og turister mulighed for at nyde en aften på Fregatten og opleve det helstøbte maritime miljø på havnefronten.

Tag madkurven med og nyd aftensmaden, en kold Fregat-øl eller en is på kajen, med udsigt til Ebeltoft Vig og verdens længste træskib!

 

Onsdage holder Fregatten Jylland åbent kl 10-21!

 

For mere information:

Projektchef

Bo Jessen Fogh Laursen

Tlf.: +45 8752 1868

E-mail: bo@fregatten-jylland.dk

 

Fregatten Jylland får ny direktør

Lars H. Olsen bliver direktør for Fregatten Jylland.

Det er en erfaren og udviklingsorienteret leder, der fra den 1. maj får ansvaret for at videreudvikle Fregatten Jylland.

Lars H. Olsen har gennem flere år arbejdet med samfunds- og turismeudvikling, og var som direktør for Videncenter for Kystturisme med til at skabe fornyet fokus om turisterhvervet, bl.a. gennem udpegningen af ’20 særlige feriesteder’, hvor Ebeltoft er en af disse destinationer.

”Jeg glæder mig til at være leder for en organisation med engagerede og dedikerede medarbejdere,” siger Lars H. Olsen.

”Fregatten Jylland har stor national kulturhistorisk værdi og er en væsentlig del af Ebeltofts identitet. Min opgave bliver at videreudvikle Fregatten Jylland i et oplevelsesøkonomisk marked, der er præget af både samarbejde og stærk konkurrence lokalt, nationalt og internationalt. Det ser jeg frem til sammen med bestyrelsen, medarbejderne og alle andre, der har veneration for Fregatten Jylland,” uddyber Lars H. Olsen.

”Det er en enig bestyrelse, der har besluttet, at ansætte Lars H. Olsen som vores nye direktør, ” siger Ole Bjerregaard, Fregatten Jyllands bestyrelsesformand.

”Vi søgte en direktør for en arbejdsplads i en rivende udvikling. En direktør med høje ambitioner, strategiske visioner og lyst til at præge udviklingen på Fregatten Jylland. Det er jeg sikker på, at vi har fået i Lars H. Olsen,” fastslår Ole Bjerregaard.

Lars H. Olsen er Master of Public Management – Strategic Management og kommer med mange års leder- og direktørerfaring fra både den offentlige og private sektor.

De seneste to år har Lars H. Olsen arbejdet som selvstændig udviklingskonsulent og redaktør på lokalavisen Fanø Posten.

Fra 2012-2014 var Lars H. Olsen direktør for Videncenter for Kystturisme, der var en tidsbegrænset organisation etableret af Erhvervs- og vækstministeriet.

I perioden 2005-2012 var Lars H. Olsen kommunaldirektør i Fanø Kommune og fra 2003-2005 personalechef i Dragør Kommune.

Fra 1986 til 2003 har Lars H. Olsen haft lederstillinger i IBM, Deloitte og Rambøll, hvor opgaverne primært har været salg og marketing inden for outsourcing og udlicitering at IT.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Direktør Lars H. Olsen tlf. 53 68 53 40

Bestyrelsesformand Ole Bjerregaard tlf. 61 10 48 23 

Det højeste antal gæster på Fregatten i uge 7 – nogensinde.

Vinterferien er gået over al forventning på Fregatten Jylland med den nyåbnede udstilling ”Vikingerne kommer”. Siden åbningen har hen ved 3.000 gæster aflagt Fregatten et besøg og i tilgift kunnet se de flotte vikingeskibe fra åbningen af Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Foto: hans Ringmacher

Vikingerne bliver! - vikingeskibene fra Aarhus kulturhovedstad bliver på Fregatten Jylland.

Vi indfører onsdag som ugentlig dag med aftenåbent i februar og marts. Vi ønsker hermed at gøre det muligt for endnu flere at se skibene i deres rette element - mørket. 

”Vi er utrolig glade for den enorme interesse den sanselige udstilling har vakt”, udtaler projektchef Bo Jessen Fogh Laursen, og fortsætter: ”Skibsbygningskunsten stammer helt tilbage fra vikingetiden, så når de ”nye vikingeskibe”  bliver sat ind i en ramme her, hvor vores skibsbyggere går og arbejder med træ ved siden af, så er det en påmindelse om, hvem vi var og er som nation. Jeg synes, at skibene står godt ved siden af Fregatten. Og i al ydmyghed synes vi de er kommet hjem. Kommet hjem til det sted de “forlod”, altså skibsvæftet, hvor de igen er klar til at stævne ud når tid er. 

Tidligere:

Vikingerne Kommer! Sådan har det sikkert lydt, når de udsmykkede skibe er blevet set i horisonten, af befolkningen i vikingetiden. Tirsdag den 31. januar lød råbene igen, 

da lastbil efter lastbil kørte ind af porten her ved Fregatten Jylland - de seks vikingeskibe som mange nok husker fra den fantastiske kulturby åbningsceremoni.De seks vikingeskibe er bygget i Aarhus af frivillige i samarbejde med et hold britiske kunstnere fra The Lantern Company.

Vinterdage på Fregatten i røg og damp

Her i de kolde vintermåneder, når plandsen lugter af varm tjære og dampen fra svedekisten, stiger mod den frostklare himmel, ved man at Fregatten Jyllands skibstømrer er i gang med at udskifte planker i fregatten jyllands klædning,

Råd og tidens tand gør det nøvendig fra tid til anden, at udskifte planker i skibet. Det lyder som en nem opgave, ligesom når man skiftet et brædde på sit hus. Men når dimensionerne på plankerne 4"x3"x6 meter og skibet krummer, bliver det at skifte en planke en besværlig og tidskrævende opgave.

For at man kan bøje en planke på plads i skibets klædning, bliver man først nød til at blødgøre træet. Til brug for dette anvendes en "svedekiste", i en svedekiste opvarmes planken med vanddampe, denne kogningsproces opløser de naturlige limstoffer som findes i træet og gør derfor planken bøjelig. Når planken er "kogt" færdig, skal den indsættes i klædningen, her skal håndværkerne havde fart på, tiden tikker fra det øjeblik svedekisten åbnes. Træet begynder at nedkøle og blive stift igen. Når planken sidder på sin plads skal der kalfatres og beges, dette gøres for at holde skibet tæt.

De gamle skibstømres tommelfingerregel på hvorlænge man skal "svede/koge" træet er: en time pr tomme.

Rom fra Vestindien og afskær fra Stokken

En ny rom med masser af historie

Smag på livet på Fregatten Jylland i 1800-tallet og vær med til at bevare Fregatten til eftertiden. I 1886 stævnede Fregatten Jylland ud på sit sidste togt. Turen gik til de Dansk-Vestindiske øer (de nuværende Virgin Islands), og var det femte togt i alt til denne del af verden.

På øen Skt. Thomas boede en apoteker ved navn Albert Heinrich Riise. Han fremstillede, udover diverse former for medicin, også rom efter egen opskrift, som han leverede til den danske flåde, når de anløb ved Skt. Thomas. Romproducenten A.H. Riise laver rom efter Apotekerens egne gamle opskrift, som han udviklede gennem forsøg med de planter, han samlede rundt omkring på de Dansk-Vestindiske øer.


Fregatten Jylland er altså en autentisk rom som den, de søfarende i 1800-tallet kunne hjembringe fra Skt. Thomas. Når du køber en flaske Fregatten Jylland Danish Navy Rum støtter du bevaringen af Fregatten Jylland med 10 kr. Fregatten Jylland Rom er skabt i et samarbejde mellem Fregatten Jylland, A.H. Riise Rom, Mac Y spiritus og Hos Walter.


DSC_8914_1200x800.jpg

Fregattens fast Stok ser stor værdi i at undgå spild af egetræs plankerne og har derfor forvandlet afskæringerne til flotte, håndlavede og ikke mindst personlige træprodukter.

Produkterne er lavet af det samme træ, som bruges til at vedligeholde Fregatten.
Alle produkter er udstillet i vores butik.
 

Det Flyvende Kuffertcirkus på Fregatten Jylland

Fredag den 20/10 gæster Søren fra Det Flyvende Kuffertcirkus Ebeltoft. Søren optræder med jonglering, balance, en lille smule magi og en frygtelig masse snak. I nogle af numrene bliver der brug for publikums hjælp og efter forestillingen er der cirkusskole hvor alle får muligheden for at prøve kræfter med bolde, kegler, stylter, ethjulede cykler og meget mere. Der er lagt op sjov & ballade, sved på panden og et smil på læben. Samlet varighed ca. 90 min.

Forestillingen er for alle aldre og er fra kl.14.30-15.15 herefter går det løs med selv at få lov at prøve alt det sjove.

Cirkusskole er fra kl.15.15-16.00 og man får mest ud af det, hvis man er 3 år og opefter.

Arrangementet er gratis - Adgang til museum og Fregatten Jylland efterfølgende forudsætter entré.